På to af spillestederne i Reykjavik kappedes lokale og internationale navne fredag aften om tilskuernes gunst – det blev en 2-0-sejr til udeholdet
Kampen om publikums velvilje indledtes på Reykjaviks kunstmuseum, hvor islandske Tenderfoot og norske Magnet på hver deres vis forsøgte at få horden af journalister og den forholdsvis lille del af det islandske publikum, der vover sig ud i byens liv før kl. 23, over på deres side.
Tenderfoot lagde ud med en gang akustisk pop iblandet lidt alternativ country, og formåede med forholdsvis beskedne virkemidler at skabe en behagelig og blid snevejrsstemning. Forsangerens silkebløde røst og musikkens jævnt flydende strøm af afdæmpede toner indhyllede publikum i en kokon af velvære, der dog efterhånden begyndte at føles lidt for søvndyssende og tryg. Musikken flød i bløde kurver uden strømfald eller nævneværdige temposkift og kunne således ikke vække det store mishag, men heller ikke den store indlevelse hos publikum.
Anderledes afvekslende og medrivende var norske Magnet aka Even Johansens performance. Magnet havde fra første øjeblik en god kontakt til publikum, som han under hele koncerten gjorde sit bedste for at inddrage publikum i sin særlige blanding af indie og pop med en elektronisk understrøm.
Magnet spillede vanen tro hovedsageligt på sin magnetophone (båndoptager), hvormed han vha. loops skabt af simple rundgange eller sekvenser af baggrundsstøj kreerede et kompliceret og meget atmosfærisk lydunivers, der gik godt i spænd med det store rum på kunstmuseet. De iørefaldende melodier og pulserende beats skabte en spændende dynamik, og specielt Magnets udgave af Bob Dylans ”Lay Lady Lay” vakte en begejstring hos både undertegnede og publikum, som Tenderfoot ikke kunne matche.
Senere på aften/natten kæmpede to af de mere hårdtslående bands et indædt og gnistrende slag om det tætpakkede publikums gunst på klubben Gaukurinn. Yourcodenameis:milo fra Newcastle, England åbnede ballet med en rasende sprælsk og afvekslende omgang new metal med et personligt twist. Den meget lille og karismatiske forsanger hylede, skreg og sang ”skønsang” i et guddommeligt sammensurium, mens musikken tromlede derudad med konstante temposkift og en imponerende detaljerigdom, som det fem mand store band dog aldrig mistede kontrollen med.
Efter denne metalliske stormvind skulle aftenens publikumsfavorit og et af de mest veletablerede islandske musiknavne, Minus, forsøge at leve op til de meget store forventninger, som rummet emmede af. De indtog da også scenen og rummet med selvsikkerhed og stort engagement, og deres særprægede blanding af metal og glamrock fik den efterhånden overfyldte klub til at syde og fråde.
Dog synes hjemmebanefordelen at have lidt for meget af æren for Minus’ uforbeholdne succes, for set i forhold til englænderne syntes det lokale band en smule uoriginale og slet ikke på samme høje tekniske niveau som Yourcodenameis:milo, som GAFFA.dk’s udsendte godt tør spå en pæn mulighed for international succes, når deres debutalbum udkommer engang til foråret.
Med andre ord blev de islandske værter sat til vægs i begge dagens tvekampe, men i morgen slibes sværdet på ny, når festivalens absolutte topnavne går på scenen, til kamp for hjemlandets ære – eller noget i den stil.
