Nyhed

Chimes & Bells spiller dansk forårsturné

Det anmelderroste, mørke artrock-band spiller fem koncerter i det ganske danske til foråret

Det anmelderroste danske band Chimes & Bells følger op på et travlt 2010, der blandt andet bød på koncerter på Spot & Roskilde Festival, Europaturné med Trentemøller og udgivelse af debutalbummet "Chimes & Bells".

Allerede inden Chimes & Bells' debutplade udkom i oktober 2010, havde bandet formået at markere sig som et stærkt live-navn ved koncerter både herhjemme og i udlandet. Det resulterede blandt andet i en supporttjans for Trentemøller rundt i Europa og en mindre tour i Danmark. Nu er det talentfulde band klar med en række nye koncerter med start på Gimle i Roskilde d. 24. marts og som fortsætter ind i starten af april.

Da Chimes & Bells spillede på Spot i maj sidste år, gav GAFFAs Torben Holleufer fire stjerner, og du kan selv se en liveoptagelse af det hypnotiserende band her.


Chimes & Bells har Cæcilie Trier (billedet) i front på cello og vokal, og på debutalbummet fortsættes den mørke, artrockede stil, der også var at finde på debut-ep'en "Into Pieces of Wood". Samtidig indeholder fuldlængde-albummet flere rockede og tilnærmelsesvist uptempo numre. Triers karakteristiske, dybe stemme er i fokus og drager lytteren ind i den stemningsfulde dunkle, musikalske verden, der kendetegner Chimes & Bells.

Udover at være et stærk liveband har Chimes & Bells debutalbum fået gode anmeldelser af kritikerne, og GAFFAs Pelle Sonne Lohmann gav fire stjerner og kaldte det mere rockede album for "helstøbt og stilrent":

"Særligt Triers vokal lyser op – hendes varmt tilbagelænede, indimellem mildt klagende og altid flot modellerede sang er virkelig et vidunderligt kapitel for sig".


Gruppen holder sig ikke til én genre, men kombinerer elementer af støjrock, art pop, shoegazer og roots-r&b. Udover Cæcilie Trier består Chimes & Bells af Jannis Noya Makrigiannis, Silas Tinglef, Jeppe Brix Sørensen samt Hans Emil Hansen, der alle er kendte på den danske musikscene og fra bands som Choir of Young Believers, Howl Baby Howl og Le Fiasko.

Oplev Chimes & Bells live:

24.03.11: Gimle


26.03.11: Vega

31.03.11: Forbrændingen

01.04.11: Kansas City Odense


02.04.11: Atlas Århus

Chimes & Bells spiller fem danske koncerter, og du kan købe billetter via GAFFA LIVE.

ANNONCE