x

Henrik Hall er død

Henrik Hall er død

Love Shop-medlem og soloartisten Henrik Hall er død. Det skriver bt.dk her til eftermiddag.

Sangeren, mundharpespilleren og sangskriveren har gennem længere tid kæmpet mod en kræftsygdom. Ifølge netavisen døde Henrik Hall i sit hjem natten til torsdag.

Henrik Hall har måttet melde afbud til en del koncerter sidste november som følge af sygdommen. Dengang havde Love Shop netop udgivet deres comebackalbum "Frelsens Hær" efter en længere pause, der dermed blev bandets ottende. Det tragiske består desuden i, at Love Shop netop var kommet sig over guitarist Hilmer Hassigs pludselige død i 2008.

I Love Shop-pausen fra 2004 til 2010 nåede Henrik Hall at udgive de to soloalbum "Solo" (2006) samt "Chok, Suk Og Koma" (2008). Her sprang han også ud som sangskriver, hvor han ikke tidligere havde bidraget til Love Shops kompositioner. Han var også med til at skrive nogle af numrene på "Frelsens Hær".

Henrik Hall medvirkede på samtlige Love Shop-album, men blev først officielt medlem af bandet i forbindelse med udgivelsen af deres andet album, "DK" fra 1992. Han gjorde sig især bemærket med sit karakteristiske mundharpespil, men betjente også andre instrumenter og sang kor, og live var han et sandt energibundt, som også var kendt for sin særegne dans og sine elegante jakkesæt.

Bandets pladeselskab A:larm Music bekræfter dødsfaldet: 

"Det er med stor sorg, vi må meddele, at Henrik Hall, efter lang tids kamp mod sygdom, natten mellem onsdag og torsdag endelig har fået fred. Det var med opbuddet af sine yderste kræfter, Henrik Hall sidst i november kunne rejse sig fra sygesengen for to aftener at stå på scenen i Store Vega sammen med Love Shop og dér at lade sig hylde som den lysende stjerne, han var, og nu for altid vil være."

Praktiske oplysninger om bisættelsen vil blive annonceret i aviser samt på www.jensunmack.dk.

Henrik Hall blev 62 år.

Se også et galleri med Henrik Hall-fotos gennem årene

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA