x

Let Me Play Your Guitar klar til Vegas Udvalgte

Let Me Play Your Guitar klar til Vegas Udvalgte

Vegas Udvalgte er navnet på et helt nyt initiativ, der skal hjælpe unge og talentfulde bands frem gennem en maratonkoncert på Lille Vega og Vega Lounge. Det nye tiltag Vegas Udvalgte løber af stablen fredag d. 28. januar 2011 og koster en flad 50'er. Læs mere her.

Til koncerten optræder seks danske bands, som spillestedet tror på i 2011, og de enkelte bands bliver til aftenens arrangement optaget, så videoerne efterfølgende kan bruges som promovering og videreudvikling af bandsene. Optagelserne er sponsoreret af TDC PLAY, og kan derfor også efterfølgende ses i den fælles player www.vega-tdc-player.dk

Desuden er det via Vegas Udvalgte-hjemmesiden muligt at streame optagelserne af de seks bands, der både er debutanter, nye samarbejder mellem mere etablerede musikere og genrebrydere.

De seks udvalgte bands er:

Freja Loeb (powerpop)

Emma Acs (singer-songwriter/syrerock)

Our Broken Garden (singer-songwriter)

Let Me Play Your Guitar (folkrock)

Brother Grimm (indierap)

Panamah (elektropop)

GAFFA bringer løbende interviews med samtlige seks navne til Vegas udvalgte. Vi har tidligere præsenteret indie-rapperen Brother Grimm, elektropop-gruppen Panamah, powerpop-sangerinden Freja Loeb, singer-songwriter-projektet Our Broken Garden alias Anna Brønsted og den neo-psykedeliske singer-songwriter Emma Acs. Vi slutter af med folkrock-gruppen Let Me Play Your Guitar:

Hvem eller hvad inspirerer jer?
– Vi er selvfølgelig inspireret af kunstnere, som bevæger sig på den scene, der er aktuel for vores musik, specielt den amerikanske, hvor der er skudt en masse spændende navne op de sidste par år. Men vi finder også stor inspiration i de folk, vi omgås i det hjemlige musikmiljø. Der sker virkelig mange fede ting på den danske undergrundsscene for tiden, og det er jo for fedt at kunne få lov at byde ind der.

Hvordan vil I beskrive jeres musik for folk der aldrig har hørt den?
– Vores musik har udviklet sig meget i løbet af de sidste to år. Fra at være hyggelig og melankolsk lejrbålsmusik er vi mere gået i retning af det alternative og storladne. Men det der hele tiden har været i fokus, er de flerstemmige vokalarrangementer og en alsidig instrumentering i form af mange små finurlige instrumenter. Vi lægger stor vægt på melodierne som det bærende element, og vores debutplade bliver en god blanding smukke melodier og raffinerede kompositioner.  

Hvilke af jeres numre vil I anbefale, at man (som førstegangslytter) lytter til?
– Man kan roligt gå ind på vores Myspace eller Facebook og lytte til vores ep, som kom i december 2009. Det er en god start og giver et fint indtryk af Let Me Play Your Guitar. Der ligger også et par videoer med et par af de numre, som kommer til at figurere på vores debutplade. Det skal dog lige siges, at videoerne er akustiske versioner så den "rigtige sound", må man opleve live.

Hvornår ventes jeres debutalbum på gaden?
– I løbet af det kommende forår.

Hvad byder fremtiden på for Let Me Play Your Guitar?

– Det hele forhåbentlig. Vi håber selvfølgelig, at vores plade bliver taget godt imod, og at der åbner sig nogle døre på den måde. Vi skal ud at spille en masse og ellers bare skrive endnu mere god musik!

Hvem/hvad synes I er mest interessant ved den danske musikscene lige nu?
– Det er dejligt at mærke, at der trods krise og alt det der er super meget gang i den. Der dukker hele tiden en masse spændende navne op, og det virker som om, at undergrunden blomstrer! Det er også super fedt, at mere og mere dansk musik kommer ud over grænserne og høster stor ros i udlandet!".

Hvad kan publikum forvente sig af jeres koncert i Vega?

– Det bliver en super fed koncert, spændende og intens, og vi lufter spritnye numre, som vi aldrig har spillet live før, hvilket vi glæder os rigtigt meget til at høre publikums respons på.

Se også et videointerview med Let Me Play Your Guitar


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA