Nyhed

White Lies tager andenpladsen

Englænderne kan dog ikke slå Agnes Obel af førstepladsen, hvor hun ligger for fjerde uge i træk

Den salgsmæssige succes er i den grad ved at indhente de flotte anmeldelser for Agnes Obel, der i denne uge for fjerde gang sidder på førstepladsen på den danske albumhitliste, og samtidig er på vej mod at indkassere en platinplade, da salget nærmer sig de 40.000 solgte eksemplarer af albummet "Philharmonics". Samtidig har de rundt om i resten af Europa også opdaget den danske sangskriver, og her er der ifølge Ekstra Bladet indtil videre solgt over 100.000 eksemplarer af pladen, der skal udsendes i USA til marts.

Derfor må engelske White Lies nøjes med at debutere på en andenplads med deres ventede udgivelse "Ritual". Albummet følger op på det succesfulde album "To Lose My Life...", der blev fulgt op med en lang række velbesøgte danske koncerter. Så bandet har en anseelig fanbase her i landet, der altså har sendt gruppens andet album næsten helt til tops på ugens liste.

White Lies er samtidig eneste nyhed ikke bare i top fem, hvor man også finder Bruno Mars, Fallulah og Tina Dickow, men faktisk i hele top tyve i denne uge. Den eneste anden nyhed i denne uge kommer fra Pearl Jam, der er aktuelle med albummet "Live On Ten Legs". Albummet finder man på en 32. plads på ugens liste, der kan ses i sin helhed på Hitlisten.nu.


ANNONCE