x

Queens Of The Stone Age lover dansk koncert

Queens Of The Stone Age lover dansk koncert

Queens Of The Stone Age genudgiver til marts deres debutalbum fra 1998, og i den forbindelse tager de ud i verden for at spille albummet i sin helhed. Den turné kommer ifølge bandets leder, Josh Homme, til at inkludere en koncert i København.

Det var GAFFAs Roy Fogde, der havde ringet til Josh Homme for at høre nærmere om ture til Mexico, hans kærlighed til WhoMadeWho, hans had til pladeselskaber og naturligvis genudgivelsen, der kommer til at inkludere tre numre, der ikke var med på pladen oprindeligt. Men undervejs i samtalen afslørede Homme, at bandet er på vej til Danmark.

GAFFA: - Var det sjovt at kigge tilbage, fordi der er jo sket meget i de sidste 12 år?

Josh Homme: - Altså, albummet har altid ligget mig nært. Så det var ikke så meget et tilbageblik, da vi har spillet hvert eneste nummer fra albummet i årevis, fordi sætlisten er forskellig hver gang Queens spiller live. Så det har tvunget os til at spille sange fra alle pladerne, så det er en del af den måde, vi ryster posen på. Men hvad det virkelig har gjort er at give os lyst til kun at turnere med det første album, og det har givet os lyst til at vende tilbage til de sange og lære dem igen tone for tone.

GAFFA: - Det lyder fantastisk. Bliver det til en verdensturné eller bare i USA?

Josh Homme: - Nej, faktisk så er grunden til, at jeg snakker med dig, at vi er igang med at udvælge en række mindre spillesteder rundt om i Europa og USA, så når vi spiller albummet vil det passe til musikken, og produktionen vil blive fantastisk. Vi skal spille et sted i Danmark, hvor jeg mener der er rødt indenfor. Jeg har spillet der tidligere med Eagles Of Death Metal - kender du det sted i København?

GAFFA: - Ikke umiddelbart. Er det Vega?

Josh Homme: Måske. Det er i hvert fald det sted, jeg har bedt om i København, når vi skal spille en koncert med vores første album. Helt ærligt, så er det det mest spændende for mig lige nu. Nærmest at tage turen tilbage til som det var dengang, og så spille tingene præcis som de lød dengang.

Der er altså en kommende koncert med Queens Of The Stone Age i sigte, og meget tyder på, at den vil blive afviklet i Store Vega. Det var i hvert fald her Eagles Of Death Metal varmede op for Queens i juni 2005. Der var dog ingen melding om, hvornår den kommende turné vil ramme Europa, men bandet skal lige hjem fra New Zealand og Australien først, så koncerten kommer næppe på denne side af april.

Koncerten er hverken blevet bekræftet af Vega eller bandets pladeselskab, men da historien kommer direkte fra Josh Homme selv, tillader vi os at begynde at glæde os til en aften i selskab med bandet og deres debutalbum.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA