Nyhed

MC Tia holder release-party på Ideal Bar

Den kvindelige danske rapper fejrer udgivelsen af ny ep med liveoptræden og videorelease på Ideal Bar

Danske MC Tia er en af de få kvindelige rappere på den danske hiphop-scene. I mere end 10 år har hun kæmpet for anerkendelse i den danske undergrund uden et pladeselskab, og rapperens musikalske karriere er ifølge den kvindelige MC drevet af dedikation og hårdt arbejde, der nu fører til udgivelsen af ep'en "The Last Bushida".

Torsdag den 3. februar kan man høre den nye udgivelse med MC Tia, som efter sigende byder på soulet og jazzet hiphop. I denne forbindelse vil det også være muligt at opleve MC Tia + special guests fremføre numre live og se premieren på videoen til førstesinglen "Still Here".

Festen starter kl. 21 og forsætter hele natten med en lang række dj's, som vil sørge for, at aftenen kommer til at stå i hiphoppens tegn. I løbet af aftenen vil det således være muligt at opleve DJ Graded, DJ Schack, DJ Lp2 (FR), Pimp A (Girls With Grillz), KCL og A-Jazz.


"The Last Bushida" er ifølge MC Tia stærkt influeret af soul-fulde og jazzede vibrationer. Det er uptempo numre med hårdtslående hiphop-beats og flows, der skal illustrerer, at MC Tia ifølge hende selv er en af de bedste kvindelige MC'er på den europæiske scene. 

Den danske MC forklarer, at selvom udgivelsen er direkte og hårdtslående, så vil man også kunne finde numre om tabt kærlighed, skønheden ved arkitektur, historie og nutidens samfund såvel som punch lines og en håndfuld filosofi.

"The Last Bushida" er produceret af Lp2 og DJ Bobbybob, der også stod bag MC Tias forrige udgivelse "Shades Of Variety". På den nye ep kan man ydermere finde prominente navne såsom Soul Square, 7inch, Raashan Ahmad (Crown City Rockers), Dernier Pro og Jonas Rendbo.


Ep'en "The Last Bushida" kan selvfølgelig købes under releasefesten og vil derudover også efterfølgende være mulig at købe i digitalt format via iTunes og Amazon og på vinyl i udvalgte pladebutikker i København, Århus og Odense fra fredag den 4. februar 2011.

MC Tia afholder releaseparty torsdag 3. februar kl. 21 i Ideal Bar, Kbh. V
Arrangementet er gratis.

ANNONCE