Nyhed

The Kissaway Trail har succes med reklame- og tv-musik

Den danske gruppes musik kan blandt andet opleves i en international reklame for et forsikringsselskab

For en generation siden ville mange rockmusikere af den mere eller mindre eksperimenterende og alternative slags hellere miste en lilletå end "sælge ud" ved at have deres musik forbundet med reklamer, men tiderne skifter, og mens pladesalget falder og falder, får flere og flere musikere en solid indtjening ved at sælge deres musik til reklamer og film.

Et eksempel er danske The Kissaway Trail, der for tiden holder en velfortjent pause efter at have turneret massivt i 10 måneder i hele Danmark, resten af Europa og USA. Hvis de - og alle andre for den sags skyld - fra deres plads i sofaen og lænestolen zapper rundt på tv-kanaler i ind- og udland, vil de kunne høre deres egen musik blive brugt i reklamer og tv-serier.

I november valgte eksempelvis det internationale forsikringsselskab "Zurich - HelpPoint" at købe sig retten til at benytte The Kissaway Trail-nummeret "New Lipstick" som officiel titelmelodi til deres nye reklame-kampagne, som nu kører i stort set hele verden på flere forskellige sprog. Se blandt andet her og her.


Og interessen kommer ikke kun fra reklameproducenter, men også tv-serier. Allerede umiddelbart efter udgivelsen af bandets andet album "Sleep Mountain" den 1. marts 2010 havde The Kissaway Trail også deres musik med i finaleafslutningen på den amerikanske tv-serie "One Three Hill."
 
Om denne interesse udtaler gruppens ene forsanger Søren Corneliussen (tv. på billedet):
 
"Det er selvfølgelig rart at få nogle gode penge for, at folk bruger vores musik til andet, end vi selv kan, men det vildeste er helt klart den enorme respons, vi får - og har fået - fra hele verden. Primært er det folk, som genkender musikken, men der er også flere, som skriver, at de har opdaget os gennem reklamer eller tv."

Bandet får rigtig mange tilbud, men siger dog ikke ja til alting, fortæller manager Christian Skjølstrup:

"The Kissaway Trails musik har vist sig at være meget populær, når det kommer til tv og reklamer - fordi det fungerer godt både med og uden vokal. Det er en god indtægtskilde for bandet, men vi bliver nødt til at sige nej, hvis bandet ikke kan stå inde for det produkt, selskabet sælger," udtaler manager Christian Skjølstrup.
 
For tiden kan The Kissaway Trail også opleves i nye amerikanske prime time-show "Off The Map" fra ABC. Se linket ét minut inde her.
 
Al denne interesse har resulteret en kontrakt med amerikanske Nettwerk Publishing, som fremover skal varetage The Kissaway Trails musik i film, tv og reklamer i hele verden.
 
The Kissaway Trail debuterede med deres selvbetitlede album fra 2007, der blandt andet gav dem et pænt hit med "Smother + Evil = Hurt". Sidste år blev dette album fulgt op af "Sleep Mountain". Begge plader er udgivet internationalt via det engelske selskab Bella Union (Fleet Foxes, Beach House, Midlake med flere) og det australske Etch N Sketch Records. For tiden holder de som sagt pause, inden de begynder arbejdet på deres tredje album.


ANNONCE