x

Bob Geldof på vej med album

Bob Geldof på vej med album

De seneste år har Bob Geldof mest gjort sig bemærket som utrættelig forkæmper for en stribe velgørende sager, først og fremmest kampen mod fattigdom i Afrika, ligesom han var hovedmanden bag Live Aid- og Live 8-koncerterne i henholdsvis 1985 og 2005. For sit arbejde har han blandt andet været på tale til at modtage Nobels Fredspris.

Nu er Geldof dog omsider lige om hjørnet med sit første album i ti år. Det nye album har fået den forventningsskabende titel "How To Compose Songs That Will Sell", og det må Geldof siges at vide noget om, da han har været med til at skrive en af pophistoriens bedst sælgende singler, Band Aids "Do They Know It's Christmas" fra 1984.

Siden da har Geldof dog haft lidt svært ved at sælge såvel plader som koncertbillletter. Da han tog på Europaturné i 2006, måtte flere koncerter aflyses grundet særdeles ringe billetsalg. Det gjaldt blandt andet begge de planlagte koncerter i Danmark, i henholdsvis Farum og Århus, hvor der to uger før planlagt koncertstart kun var solgt henholdsvis 8 og 21 billetter til haller med plads til flere tusind personer.

Bob Geldof udtaler ifølge music-news.com, at det er hans nye kærlighed, den franske skuespillerinde Jeanne Marine, der har givet ham lysten til at lave musik tilbage. Geldof var knust, da hans kone Paula Yates forlod ham i 1995, og fem år efter døde hun af en overdosis.

Bob Geldof startede sin musikalske karriere som forsanger i bandet The Boomtown Rats, som i 1978 brød igennem med "Rat Trap" og året efter fik deres største hit med "I Don't Like Mondays". I 1986 gik gruppen i opløsning, og Bob Geldof gik solo.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA