x

Fred Perry elsker Sebastian Lind

Fred Perry elsker Sebastian Lind

Tøjfirmaet Fred Perry har kastet sin kærlighed på den danske elektro-singer-songwriter Sebastian Lind. Tøjproducenten driver blandt meget andet musiksitet fredperrysubculture.com med fokus på nye bands og solister fra hele verden, og fra marts måned kan man her læse om Sebastian Lind. Ikke dårligt for den danske solist, da sitet har mere end fem millioner unikke besøg hver måned.

Fredperrysubculure.com har tidligere præsenteret navne som Adam Green, Penquin Prison og The Strokes-forsanger Julian Casablancas soloprojekt, ligesom det også har omtalt andre danske kunstnere som eksempelvis When Saints Go Machine, Sha La Las og Heidi Mortenson. Hjemmesiden vandt prisen "Outstanding Music Website" til "The Worldwide Web Awards" i 2008.

22-årige Sebastian Lind udgav sin selvbetitlede debut i maj 2010, hvor han på original vis blandede tidløs sangskrivning med elektroniske elementer og i øvrigt skriver og producerer al sin musik selv. Allerede ved årets indgang blev han spået til at blive stor i 2010 af GAFFA, og selvom han ikke ligefrem har væltet hitlisterne, har han dog haft god vind i sejlene blandt andet med en stribe opvarmingsjobs for navne som Mads Langer, norske Sondre Lerche og svenske Jonathan Johansson.

Sebastian Lind har også hittet pænt på P3 med singlerne "Stop These Feet", "Wait And See" og "Stay", hvor sidstnævnte desuden blev remixet til sidste års "Stella Polaris Compilation 2010". Nu er Sebastian Lind så aktuel med sin fjerde single "Keep Me Near", der handler om, at man ikke skal være bange for at tage chancer og hoppe ud i livet, i stedet for at miste kontrollen og lade livet passere i forbifarten. Også denne sang stammer fra hans selvbetitlede debutalbum.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA