Nyhed

Nephew på Silkeborg Stadion

Et remix af Nephews sang ”Movie Clip” vil blive indviet som den nye indløbssang på Silkeborg IFs stadion d. 31. oktober

Fra søndag d. 31. oktober vil et remix af Nephew-sangen ”Movie Klip” kunne opleves på Silkeborg Stadion, hver gang det lokale hold løber på banen til en hjemmekamp. Nephew har nemlig givet SIF lov til at bruge nummeret som indløbssang.

– Jeg har altid drømt om at spille på Silkeborg Stadion, siger forsanger Simon Kvamm til GAFFA.dk. Kvamm har selv spillet for klubben i sine ungdomsår, hvor han bl.a. dannede angrebsduo med Henrik Tømrer Pedersen.

– Det er en rigtig god fornemmelse, at SIF-spillerne kommer til at løbe på banen til en af vores sange, siger Kvamm videre. – Det er jeg ærligt talt lidt stolt over. Min omgangskreds ryster lidt på hovedet af mig, fordi vi siger nej til så meget af den slags, og så kan de ikke rigtigt sætte sig ind i, hvorfor det her er så specielt. Men de kan jo heller ikke dele den her komme-hjem-følelse, jeg har ved, at vores sang nu skal spilles fast på det stadion, hvor jeg har set så mange kampe.


Kvamm og muligvis flere fra bandet vil være til stede d. 31. oktober for at præsentere SIF-remixet af ”Movie Klip”, som for første gang vil gjalde ud ovrt stadion kl. 17.25, når spillerne løber på banen til SAS Liga kampen mod Brøndby.

– Det er meget specielt for mig. Jeg har spillet fodbold i SIF i alle mine ungdomsår og et eller andet sted har jeg jo drømt om at komme til at spille for en masse tilskuere på Silkeborg Stadion. Det kommer jeg så til nu, selv om det er på en lidt anden måde, end jeg havde forestillet mig, slutter Kvamm.

Det specielle remix af ”Movie Klip” kan downloades via SIFs hjemmeside.


Se klubbens hjemmeside her

ANNONCE