x

Justin Timberlake fylder 30

Justin Timberlake fylder 30

Han har været på toppen i over et årti, men det er først i dag, at Justin Timberlake runder de 30. I sine første tre årtier på Jorden har Timberlake haft stor succes både som sanger og skuespiller, og han har blandt andet modtaget seks Grammyer og to Emmy-priser.

Timberlakes talent for sang og skuespil blev først opdaget i talentshowene Star Search og The Mickey Mouse Club, da Timberlake endnu var barn. I 1995 kom han med i boybandet 'N Sync, som fik stor succes i slutningen af 90'erne og begyndelsen af 00'erne, inden de besluttede at holde pause på ubestemt tid i 2002.

Samme år udgav Justin Timberlake sit første soloalbum, "Justified", der blev en kæmpesucces og samtidig gav ham forøget respekt blandt lidt ældre musikfans og anmeldere. Albummet indeholdt singler som "Like I Love You", "Cry Me A River", "Rock Your Body" og "Senorita" og var produceret af blandt andre Timbaland og The Neptunes. Albummet har til dato solgt omkring 10 millioner eksemplarer.

I 2004 blev Justin Timberlake impliceret i noget af en skandale, da han optrådte til det meget sete Super Bowl-show og sang duet med Janet Jackson. Her kom han til at rive Janet Jacksons top af, således at hun viste sit bryst for cirka 140 millioner tv-seere. Adskillige af disse var forargrede over brystfremvisningen, og episoden resulterede i stribevis af klager. Timberlake måtte offentligt beklage episoden.

Herefter brugte Justin Timberlake en del tid på at spille skuespil i film som "Alpha Dog", "Black Snake Moan" og "Southland Tales". 

I 2006 udgav Justin Timberlake sit andet og hidtil seneste album, "FutureSex/LoveSounds", som igen blev et stort hit og blandt andet rummede singlerne "Sexy Back" og "My Love". Samme år var Timberlake vært med MTV Music Awards, der dette år blev afholdt i København.

I 2007 medvirkede Timberlake på plader med blandt andre Timbaland, Duran Duran og 50 Cent, og året efter sang han duet med Madonna på hittet "4 Minutes". I 2009 gæstede han Timbalands album "Shock Value II". I de senere år har han også genoptaget sit filmarbejde og blandt andet medvirket i film som "The Love Guru", "The Open Road" og "The Social Network".

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA