x

Joe Cocker gæster Tivoli

Joe Cocker gæster Tivoli

Den britiske blues- og soulsanger Joe Cocker giver koncert på Plænen i Tivoli tirsdag den 2. august.

For nylig annoncerede Cocker en koncert på amfiscenen i Kolding 18. juni, men nu får hans fans øst for Storebælt også chancen for at opleve den karismatiske sanger, der er kendt for sin hæse stemme og sine lettere ukontrollerede armbevægelser, når han synger.

Den 66-årige sanger optrådte første gang i offentligheden som 12-årig og fik sit første band som 16-årig. I 1969 udgav han sit første album, "With A Little Help From My Friends", hvorfra titelsangen var hans meget personlige fortolkning af Beatles' klassiker. Samme år optrådte han på Woodstock-festivalen, hvor ikke mindst hans fremførelse af førnævnte sang blev noget af et gennembrud for ham - og resten er historie, hvor Cocker ikke mindst har haft succes med covernumre, eksempelvis Randy Newmans "You Can Leave Your Hat On" og Dave Masons "Feelin' Alright".

Cocker har gennem tiden udgivet 21 soloalbum, og blandt andre af hans hits kan nævnes "Unchain My Heart", "Up Where We Belong" og "You Are So Beautiful". Hans seneste album er "Hard Knocks" fra 2010.
 
Det er første gang, at Joe Cocker giver koncert i Tivoli. Koncerten i Tivoli er en del af Cockers verdensturné "Hard Knocks Tour" og bliver et ekstra supplement til Tivolis øvrige musiktilbud i sommeren 2011. Et musikprogram, der blandt andet byder på Fredagsrock, hvor navne som Roxette, Pretty Maids, Vinnie Who og Lucy Love indtil videre er blevet offentliggjort. 

Koncerten er gratis for Havens gæster.

GAFFA anmeldte Joe Cocker live, da han besøgte Train i december 2007. Her blev det dog kun til beskedne to stjerner fra Troels Frøkjær og blandt andet følgende dom: "Faktisk var det korpigerne Kacee Clanton og Nichelle Tillman, der leverede koncertens bedste præstationer – bedre end ham, der stod øverst på plakaten – og det var et problem."

Vi må krydse fingre for, at der bliver mere gang i Joe Cocker, næste gang han besøger Danmark.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA