x

Mike Tramp på vej med nyt

Mike Tramp på vej med nyt

Mike Tramp rundede i sidste måned de 50 og kan samtidig markere, at han har været aktiv sanger og musiker i 35 år, først i Mabel, så White Lion, siden i Freak Of Nature og derpå solo. Og nu er han aktuel igen. Tramp udsender mandag den 28. marts albummet "Stand Your Ground", som hans pladeselskab Target Records beskriver som hans bedste og mest helstøbte rockalbum siden 90'erne.

Albummet er indspillet med Tramps band The Rock'n'Roll Circuz, som han også optog sit forrige album med – et album, som netop hed "Mike Tramp & The Rock'n'Roll Circuz". Det er i øvrigt første gang siden 90'erne, at Tramp indspiller to album i træk med det samme orkster.

Om det nye album udtaler Mike Tramp:
 
"Fra starten af mit rockliv har jeg været oppe mod en hel del modgang, lige meget om det var klasselæreren, som sagde, at hvis jeg spillede i et rockband, kunne jeg ikke gå i skole og følge med. Eller om det var den danske presse, som gav mig godt med prygl, eller David Lee Roth som sagde, at jeg i hvert fald skulle bruge 10 år på at spille i klubberne - jeg brugte 4."
 
Mike Tramp fortæller videre om titlen på det nye album, "Stand Your Ground", som kan oversættes til "hold på dit":
 
"Når du tager en beslutning, vælger din vej, ja så har du bare at holde på dit, fordi det bliver hårdt, langt og man bliver testet hver dag. Det er jeg blevet i 35 år. Jeg er rock'n'roll, og jeg rykker mig ikke. Modgang eller medgang, doesn't matter, I am here, I am me."
 
"Stand Your Ground" er indspillet primært live i Medley Studierne på Vesterbro i København. Guitarist Søren Andersen har stået for teknikken, imens han og Mike Tramp har været fælles om at producere musikken. For miks står Jacob Hansen (Volbeat, Surfact, The Storm med flere). Coveret er skabt af Karsten Sand, der blandt andet har stået for Volbeats karaktertiske artwork igennem en årrække.
 
Tracklisten er som følger:

01. Don't Let Them Put It On You
02. Alright By Me
03. Distance
04. Gotta Get Away
05. Straight From The Look In My Eyes
06. Got Me Crazy
07. Wish You Well
08. World Is Changing
09. Prettiest Thing
10. Say What You Will
11. The Soldier Never Started A War

Mike Tramps forrige album fik tre stjerner af GAFFAs anmelder Erik Barkman, der blandt andet skrev: "Stor kunst er 'Mike Tramp & The Rock'n'Roll Circuz' bestemt ikke; til gengæld er det for dygtigt til at være røvballe og for dedikeret til at være til grin. Gamle fans kan roligt stå på toget igen."


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA