x

Little Yells Alot varmer op for Black City

Little Yells Alot varmer op for Black City

Black City har nu fundet opvarmningsbandet til deres Danmarksturné. Ud af de næsten 800 bands fra Royal Beers Tak Rock!-initiativ er valget faldet på de københavnske eksiljyder fra Little Yells Alot. Kvartetten kobler sig på Black City-turnéen fredag den 4. februar, hvor de går på scenen på Musikcaféen i Aarhus og fortsætter med bandet rundt i landet.

Little Yells Alot blev stiftet i Holstebro i 2004, men er siden rykket til København, og i bandet har man store forventninger til opvarmningstjansen for Black City:

"Vi er både stolte og glade for at blive udvalgt. Det bliver uden tvivl en stor oplevelse at komme på turné med Black City. Og udover at få lov til at spille vores musik over for et talstærkt publikum, håber jeg, at vi kan lære et trick eller to af Black City, som vi kan bruge i vores videre musikkarriere," siger Jonas Thaysen, der er trommeslager i Little Yells Alot.

Black City har sammen med koncertarrangøren Live Nation valgt Little Yells Alot til opvarmningstjansen. Anna Brink, der er booking-agent hos Live Nation, fortæller:

"Drengene spiller en solid omgang grunge-inspireret rock med heftige guitar-riff, og så har de et stærkt drive. Deres musikalske udtryk står i god kontrast til Black Citys, hvilket er ret vigtigt, når man skal finde et godt opvarmningsband," siger Anna Brink, der er booking-agent hos Live Nation.

Royal Beer igangsatte sidste år kampagnen Tak Rock!, hvor det i første omgang gik ud på at finde et opvarmingsband til Kashmir. 800 bands deltog i kampagnen, og Århus-gruppen Striving Vines vandt og kom således til at varme op for Kashmir i november. De deltagende bands er dog gået videre i kampen om at supporte Black City, og her er det altså Little Yells Alot, der løb med sejren.

Hos Royal Beer, der står bag Tak Rock!, har man mere i ærmet:

"Nu er tonen for året lagt an, og vi er i gang. I kølvandet på Black City og Little Yells Alot kommer vi til at se endnu flere koncerter med Tak Rock-bands ude på de danske scener i løbet af 2011," siger Lars Bo Christiansen, der er marketingchef hos Royal Beer og ansvarlig for Tak Rock!

Følg med i Tak Rock! på royalbeer.tv

Turnéen bringer Black City og Little Yells Alot til følgende byer:

04.02 – Musikcaféen, Århus (+ Powderhog)
05.02 – Sønderborghus, Sønderborg
17.02 – Lille Vega, København
25.02 – Pitstop, Kolding
26.02 – Von Hatten, Randers
05.03 – Gimle, Roskilde
11.03 – Posten, Odense
12.03 – Templet, Lyngby

Køb billetter til koncerterne via GAFFA Live

Little Yells Alot på MySpace


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA