Nyhed

Mixtoverdener.dk har premiere på nyt William Blakes-nummer

Remix-projektet har resulteret i en sang til William Blakes' kommende album

Som vi tidligere har omtalt, er The William Blakes lige om hjørnet med deres kommede, fjerde album, der efter planen udkommer i slutningen af februar - kun et halvt år efter forgængeren.

I dag kan du høre et af de nye numre på remix-sitet mixtoverdener.dk, idet remix-projektet, hvor musikere fra rockens og elektronikaens verden bliver bedt om at remixe klassiske kompostioner, har haft direkte indflydelse på The William Blakes' kommende album.

Da The William Blakes i midten af januar drog af sted på deres årlige tur til et studie i Sverige for at indspille et nyt album, var det ikke med meget andet end instrumenter i bagagen. Ingen idéer, sangskitser eller færdige numre. Sådan arbejder William Blakes nemlig, idet stort set al musikken bliver skabt i nuet, og på den måde har de lavet tre, snart fire album, på kun én uge hvert år fra 2008 og frem.


Denne gang havde Mixtoverdener dog lokket bandet til også at tage en samling udvalgt klassisk musik med over sundet i håb om, at de kunne bruge det til noget, og det kunne de. William Blakes endte med at bruge flere klassiske samples på det nye album, og til Mixtoverdener.dk skabte de et helt nyt nummer ud fra samples med den danske komponist Anders Brødsgaard (født 1955).

Kristian Leth fra William Blakes fortæller:

"Vi laver stort set kun musik én uge om året, hvor vi skriver og indspiller et helt album. Denne gang havde vi så de her klassiske værker med, som vi endte med at bruge flere steder; blandt andet fik vi skabt det her meget stemningsfulde nummer omkring et klaversample fra Brødsgaards Joker-sats. Vi er meget glade for resultatet."

Joker stammer fra Brødsgaards 2008-klavercyklus "In girum imus nocte et consumimur igni", et latinsk palindrom, der betyder "vi kredser i natten og fortæres af ild".

William Blakes' nye udgave af nummeret har fået titlen "Music Wants To Be Free (Breathe)" og er også med på kvartettens kommende album.

Det kan nu høres og downloades kvit og frit på Mixtoverdener.dk, hvor projektets tidligere remixes med navne som Fallulah, Mikael Simpson, Oh Land, Oh No Ono og Troels Abrahamsen også stadig kan høres. Det er i øvrigt ikke første gang, at et remix for Mixtoverdener.dk er kommet med på et album fra en af de remixende kunstnere. Også Troels Abrahamsen har taget sit bidrag med på sit solo-debutalbum "WHT" fra 2009.

På Mixtoverderdener kan man også spille spillet MixBattle og ikke mindst lave sit helt eget mix, uanset om man er musiker eller "bare" musikfan.

Lyt, læs og miks med på mixtoverdener.dk


ANNONCE