Nyhed

The Raveonettes udgiver nyt album til april

"Raven In The Grave" er lige om hjørnet og bliver fulgt op af et album med b-sider og sjældenheder

Som vi tidligere har fortalt om, er The Raveonettes alias Sharin Foo og Sune Rose Wagner lige om hjørnet med deres femte fuldlængde-album. Nu kan deres danske pladeselskab Universal så fortælle, at pladen er på gaden 4. april og får titlen "Raven In The Grave".

Samtidig fortæller Raveonettes på Twitter, at de også er på vej med en opsamling af b-sider og sjældenheder. Dette album kommer til at indeholde hele 27 numre, men der er ingen meldinger om titel eller udgivelsesdato. Til gengæld skriver bandet: "Ja, vi er dinosaurer. Hvor skræmmende og vidunderligt."

The Raveonettes følger det nye album op med en turné i USA fra 30. marts til og med 21. april, mens der endnu ikke foreligger nogle danske tourdatoer.


The Raveonettes debuterede i 2002 med minialbummet "Whip It On". Det blev året efter fulgt op af fuldlængde-debuten "Chain Gang Of Love", i 2005 af "Pretty In Black", i 2007 af "Lust, Lust, Lust" og i 2009 af "In And Out Of Control".

ANNONCE