Nyhed

Efterklang-film bliver vist over 400 steder

Filmen "An Island" blev første gang vist offentligt i går i Letland, og mange flere visninger er på vej

Som vi tidligere har fortalt om, er Efterklang og Vincent Moon aktuelle med deres film "An Island". Filmen havde verdenspremiere i går i den 800 år gamle by Cesis i Letland. Letten Raimonds Gusarevs havde vundet retten til at afholde verdenspremieren via en konkurrence på Wired.com. Han var ifølge Efterklang begejstret for filmen, som han kalder "vild og respektindgydende, smuk, subtil såvel som rå", og som blev set af omkring 30 personer.

Raimonds Gusarevs fremvising var samtidig den første af over 440 såkaldte Private-Public screenings af filmen over hele verden. Private-Public Screening er en distributionsform, Efterklang selv har opfundet (selvom de indrømmer, at andre kan have fundet på samme idé andetsteds), og som går ud på, at enhver, der har lyst, kan fremvise filmen hjemme hos sig selv for dem, der har lyst til at se den. Det kræver bare, at der er offentlig adgang, at der er plads til minimum fem personer, og så skal der være gratis entré.

Til dato har over 440 personer verden over meldt sig til at fremvise filmen, og der er fremvisninger overalt på kloden på nær Afrika og Antarktis, men til gengæld eksempelvis på ønationen Guam i Stillehavet.


Den første Private-Public-screening i Danmark fandt sted tidligere på dagen på Tandslet Friskole på Als. Elever fra denne friskole medvirker også i filmen, og de to Efterklang-medlemmer Mads Brauer og Rasmus Stolberg har i øvrigt begge gået på Tandslet Friskole. Billedet herover stammer fra denne fremvisning.

Filmen bliver vist offentligt herhjemme 6. februar på Forbrændingen i Albertslund og 20. marts i Amager Bio og 40 andre steder rundt om i verden.

Den 50 minutter lange film er et genremøde mellem en musikfilm og en abstrakt dokumentar. Det er tænkt som et visuelt album med samme længde som et studiealbum, og den er optaget på en dansk ø, hvor Efterklang blandt andet samarbejder med 200 lokale indbyggere.


Listen over samtlige fremvisninger - Officielle og Private-Public - kan ses her:

Alle kan stadig tilmelde sig til at arrangere deres egen Private-Public Screening her:

ANNONCE