Nyhed

Ex-Stooges guitarist med ex-Dinosaur Jr.-frontmand

Når legender mødes …

Guitaristen Ron Asheton fra det legendariske præ-punkband The Stooges – som havde en meget ung Iggy Pop som forsanger – skal spille sammen med en (næsten) lige så stor legende, nemlig J. Mascis and The Fog – tidligere forsanger i det fantastiske (nu opløste) amerikanske indie-band, Dinosaur Jr.

Samarbejdet mellem den nu 52-årige Asheton og 35-årige J Mascis, begyndte ved et show i Houston, Texas. J Mascis og hans band The Fog spillede tilfældigvis en hel koncert udelukkende bestående af Stooges-numre – og ligeså tilfældigt var Ron Asheton tilstede i salen imens. Samarbejdet er indtil videre indskræntet til en større britisk tourné.


Asheton var én af grundlæggerne af Stooges, og spillede med helt fra starten, blandt andet var det hans skræmmende intense guitar-riffs som (sammen med Iggy Pops stemme og optræden) ændrede rockens ansigt for evigt – med albums som debutpladen The Stooges, fra 1969 (med evigtgrønne hits som Now I Wanna Be Your Dog, 1969 og No Fun), og det ny-klassiske super-album Fun House, fra 1970 – som begge regnes blandt verdens første punk-albums. The Stooges dukkede op midt i den allermest hippieagtige periode af tressermusikken, og blev med sin rå og pågående vulgære garagelyd ikke nogen særligt stor succes dengang. Til gengæld hyldes bandet nu som et af tidernes bedste punk/rockbands nogensinde – på grund af deres særegne mixtur af primitiv aggression, Doors, MC 5, Velvet Underground og … Iggy Pop.


Billedet foroven er af Ron Asheton, og viser ham fra hans allervenligste 70er-side.

ANNONCE