Nyhed

Freestylerappere laver nyt show på Train

Ordets Magt præsenterer Henrik Hass, Ham Den Lange, Kejser A og Johnni G senere i februar

Når man taler freestylerap herhjemme, handler det ofte om konkurrencen MC's Fight Night, men nu er fire af Danmarks bedste freestyle-rappere gået sammen om et nyt show, som har fået titlen Ordets Magt og finder sted på Train i Århus 18. februar. De fire rappere er Ham Den Lange (billedet), Kejser A, Henrik Hass og Johnni G. Derudover bliver musikkulissen leveret af DJ Static.

Ordets Magt bliver et show, der tager freestyle-rapperen et helt nyt sted hen, forklarer arrangør Stefan Petersen, der også bliver konferencier. Han fortæller:

– Modsat MC's Fight Night handler det ikke bare om, at rapperne skal nedgøre hinanden. Vi sætter rapperne ind i nogle helt nye rammer, og noget af showet bliver inspireret af forskellige nye og gamle tv-programmer. For eksempel "Vis mig dit køleskab", hvor rapperne skal åbne et køleskab, og derinde kan de så finde for eksempel en ost, eller en dværg, som de så skal rappe om.


– Vi har også et show inspireret af "Dagens Mand", hvor fire piger fra publikum kommer op på scenen og så skal komme med nogle emner, som rapperne så skal rappe om. Der bliver lidt konkurrence-element i det, men det bliver ikke konkurrence hele aftenen. Der bliver også nogle numre, hvor rapperne får smidt et nyt emne i hovedet for hver fjerde takt, og publikum kan også komme med emner. I det hele taget bliver publikum inddraget meget i showet.

De optrædende kunstnere:

Henrik Hass:
•    Vinder ved MC's Fight Night Vest-finalerne 2007.
•    Den Gyldne Mikrofon i 2007 til MC's Fight Night for bedste punchline.
•    Optrådt med MC's Fight Night ved Grøn Koncert i perioden 2007 – 2009.

Ham den Lange:

•    Vinder ved MC's Fight Night Vest-finalerne to gange samt Øst-finalerne en gang.
•    Den Gyldne Mikrofon i 2008 til MC's Fight Night for bedste punchline.
•    Optrådt med MC's Fight Night ved Grøn Koncert i perioden 2007-2010, samt et utal af festivaler landet over.
•    P3 KarriereKanonen 2006, samt modtaget Urban's Talentpris samme år, for udgivelsen "Et Lille Eventyr", med Kejser A som bandet Haven Morgan.
•    Modtaget en Underground Music Award, for sin solo-debutplade "Carpe Diem My Ass", 2009.

Kejser A:
•    MC's Fight Night champ 2004 & 2010.
•    Den Gyldne Mikrofon i 2004 & 2006 til MC's Fight Night for bedste punchline.
•    Optrådt med MC's Fight Night ved Grøn koncert i 2007 & 2009.
•    P3 KarriereKanonen 2006, samt modtaget Urban's Talentpris samme år, for udgivelsen "Et Lille Eventyr", med Ham den Lange, som bandet Haven Morgan.

Johnni G:
•    Vinder ved Mc's Fight Night Vest finalerne 2008 & 2010
•    Den Gyldne Mikrofon i 2010 til Mc's Fight Night for bedste punchline
•    Svendborg Open Air, battle champ 2008
•    Optrådt med MC's Fight Night ved Grøn koncert 2009

DJ Static:
Static har i ti år været fast dj og lyddesigner på Danmarks største hiphop-event, MC's Fight Night. Han er blevet kåret som Årets Urban DJ fem år i træk og har et væld af topplaceringer bag sig. Heriblandt tre Danmarksmesterskaber og et Europamesterskab i miks.


Læs mere om Ordets Magt på Facebook

Der er intet forsalg til showet på Train. Billetter sælges ved indgangen.

 


ANNONCE