Nyhed

The White Stripes opløst

Jack og Meg White har indstillet gruppen efter mere end 13 års musikalsk partnerskab

Efter mere end 13 år og seks albumudgivelser har The White Stripes besluttet sig for at indstille gruppen. I en melding på gruppens hjemmeside fortæller Jack og Meg White, at de har valgt at stoppe med at indspille nye sange og optræde per 2. februar 2011.

Gruppen fortæller, at opløsningen hverken skyldes kunstneriske uoverensstemmelser, manglende vilje eller sygdom, men har en "myriade af årsager", primært den, at gruppen gerne vil "bevare det, der er smukt og specielt omkring bandet."

Jack og Meg White oplyser videre, at de vil fortsætte med at udgive live- og studieindspilninger, de allerede har foretaget, via deres pladeklub Vault Subscription og via officielle kanaler.


Bandet takker deres fans for støtten gennem mere end 13 år og udtaler, at de ikke håber, at deres fans bliver skuffede over opløsningen, men ser den som et "positivt træk af respekt for den musik og kunst, bandet har skabt".

Opløsningen kommer måske ikke helt overraskende, al den stund at bandets kreative leder, Jack White, de seneste år har været aktiv i mange andre musikalske sammenhænge end The White Stripes, blandt andre The Raconteurs og The Dead Weather.

White Stripes debuterede i 1999 med et selvbetitlet album og fik deres brede gennembrud med deres tredje album, "White Blood Cells" fra 2001. Deres sidste album er "Icky Thump" fra 2007. Gruppen gjorde sig især bemærket med deres minimalistiske lineup bestående af Jack White (sang, guitar, klaver med mere) og Meg White (trommer), deres musik inspireret af blues, punk, country, garagerock med mere, og deres hang til farverne hvid, rød og sort i tøj og på pladecovere.


I begyndelsen af deres karriere herskede der en del forvirring om, hvorvidt Jack og Meg White var søskende eller gift eller tidligere gift, og gruppen gjorde det ikke lettere for pressen og fans at finde ud af det ved at komme med kryptiske meldinger. Efterhånden blev det dog klart, at de havde været gift, men blev skilt i 2000.

ANNONCE