Nyhed

Legendariske John Peel er død

Den ekstremt ansete BBC radiovært og forkæmper for al progressiv musik døde i går i en alder af 65 år

Den i musikbranchen legendariske John Peel døde i går af et hjerteanfald under et ferieophold med sin kone i Peru. Han blev 65 år.

Peel er kendt for sit arbejde på BBCs radio 1, hvor han som dj har gjort briterne bekendte med genrer som punk, hip-hop og reggae. Peel har altid været en forkæmper for den moderne og progressive musik, og gennem sin lange karriere har han bl.a. været et centralt karrieremæssigt springbræt for prominente navne som Jimi Hendrix, David Bowie og Marc Bolan.

Desuden har han altid været blandt de første til at eksponere de nye musikalske genrer og ukendte navne. Bl.a. Sex Pistols, The Smiths, Grandmaster Flash & The Furious Five, Mudhoney og Pulp har alle nydt godt af Peels opmærksomhed, mens de endnu var ukendte, og senest har Peel været en væsentlig årsag til, at navne som Franz Ferdinand, The White Stripes og The Strokes’ er sluppet igennem det kommercielle nåleøje. Også danske Tiger Tunes er blevet spillet af Peel.


Bedst kendt er Peel sandsynligvis for sine ”Peel Sessions”, der tog deres begyndelse i 1992. Her fik bands mulighed for at optage eksklusive numre til hans program i BBCs studier, og stort set alle vigtige moderne kunstnere – fra Nirvana over P.J. Harvey til Blur osv. – har på et eller andet tidspunkt indspillet et nummer til dette program.

ANNONCE