Nyhed

Tivoli Friheden offentliggør flere optrædende

Også Dodo And The Dodos, Outlandish, Carpark North og Michael Learns To Rock har meldt deres ankomst til sommerens Fed Fredag-arrangementer

Tivoli Friheden i Århus sætter 20. maj gang i deres årlige koncertrække med titlen Fed Fredag, og som vi skrev i sidste uge, vil der blive afviklet 16 koncerter frem til 2. september. De første fire navne blev i sidste uge offentliggjort til programmet, der kan opleves gratis, hvis man har årskort til parken. Det var Danser Med Drenge, Rasmus Nøhr, Shu-Bi-Dua samt Sanne Salomonsen.

Nu har Tivoli Friheden så offentliggjort yderligere fire navne til sommerens udendørskoncerter, og der er igen tale om musiknavne i ganske forskellige genrer. Nemlig Dodo And The Dodos, Outlandish (billedet), Carpark North og Michael Learns To Rock.

Dodo And The Dodos - 27. maj:


Dodo And The Dodos blev dannet i 1986 og har gennem årene udgivet seks album, der sammenlagt har solgt over en million eksemplarer og rummer hits som "Giv Mig Hvad Du Har", "Vågner I Natten", "Penge", "Sømand Af Verden", "Hvis Det Bli'r", "Pigen Med Det Røde Hår" og mange flere.

Outlandish – 24. juni:

Outlandish alias Isam Bachiri, Lenny Martinez og Waqas Ali Qadri med rødder i henholdsvis Marokko, Honduras og Pakistan har gennem et årti og over fire album etableret sig som en af Danmarks absolut mest populære multikulturelle grupper – både herhjemme og internationalt. Musikken blander hiphop, pop, r&b, verdensmusik og meget mere, og Outlandish er kendt for hits som "Aïcha", "I Only Ask Of God", "Guantanamo" og mange flere.


Carpark North – 29. juli:

Den småpompøse elektrorock-trio brød igennem tilbage i 2003 med sit selvbetitlede debutalbum, der blandt andet indeholdt kæmpehittet "Transparent & Glasslike". Siden har Carpark North udgivet yderligere to succesfulde album med hits som "Human" og "Shall We Be Grateful", og sidste år udgav de deres internationale debut, opsamlingen "Lost", som har bragt dem rundt i verden.

Michael Learns To Rock – 12. august:


Århusianske Michael Learns To Rock kan i år fejre 20-året for udgivelsen af deres debutalbum, som øjeblikkeligt gav dem et kæmpehit med balladen "The Actor". Siden har de skabt hit på hit, ikke mindst i Asien, hvor de har afsat størstedelen af de over 10 millioner plader, de til dato har solgt. Michael Learns To Rock er ensbetydende med melodisk og romantisk poprock og formodentlig et genhør med hits som "Sleeping Child", "That's Why" og naturligvis "The Actor".

Flere navne offentliggøres som nævnt senere.


ANNONCE