Nyhed

Band of Horses udgiver live-ep

Bandet udgiver en digital ep med en sjælden liveoptagelse inden besøg på dansk grund

Den 7. februar udkommer den digitale ep "Live P3 Sessions", som er indspillet hos norsk P3 i Oslo i 2010. Ep'en indeholder de fem numre "Factory", "Older", "Compliments", "Evening Kitchen" og "For Annabelle", som alle er hentet fra gruppens seneste album "Infinite Arms", og er ment som en gestus til bandets trofaste nordiske publikum.

Bandets forsanger Ben Bridwell fortæller om udgivelsen af ep'en: – Jeg er ikke stor fan af live-optagelser, og vi udgiver dem som regel ikke. Men vi havde det så sjovt, og der var så positiv en energi, at vi gerne vil dele dem. Det føles som en pæn gestus over for vores nordiske publikum. De har været så gode ved os, og vi ønsker at give noget tilbage.

Band of Horses er i skrivende stund på Europa-turné, hvilket betyder, at de også aflægger Danmark et besøg. Fredag den 18. februar spiller de til sæsonpremieren af Det Nye Talkshow og lørdag den 19. februar giver de koncert i Tap 1 i København. Køb billetter til koncerten via GAFFA Live.

Gruppens seneste koncerter i Danmark var i Voxhall i Århus og i Falkoner Salen i København, hvor der i begge tilfælde var komplet udsolgt. Gruppens popularitet er vokset fra deres debutudgivelse "Everything All the Time" i 2006 og til i dag. For eksempel fik deres Voxhall-koncert af GAFFAs anmelder Ole Rosenstand Svidt fem stjerner.


Til juni kommer de atter til Danmark, hvor de blandt andet optræder som hovednavn på Northside Festival i Århus, som finder sted den 11.-12. juni. Køb billetter via GAFFA Live.

ANNONCE