Den engelske sangerinde træder til som barselsvikar for Dido til den amerikanske prisuddeling
Engelske Dido er blandt de nominerede til dette års Oscar-uddeling, men da hun er gravid, kan hun ikke flyve til Los Angeles senere på måneden for at optræde til det amerikanske filmshow. Hun erstattes derfor af Florence Welch, der skal optræde med sangen "If I Rise" sammen med komponisten A. R. Rahman.
Ved samme lejlighed vil man kunne opleve Gwyneth Paltrow optræde med sangen "Coming Home" fra filmen "Country Strong", hvor hun også spiller hovedrollen, og også Randy Newman skal optræde med "We Belong Together" fra "Toy Story 3".
Sidste tilføjelse til det musikalske program er sangen "I See The Light" fra filmen "Tangled". Den skal fremføres af Mandy Moore i selskab med skuespilleren Zachary Levi, som folk måske vil kunne genkende fra tv-serien "Chuck".
Man skal dog ikke forvente at se Trent Reznor eller de øvrige nominerede i kategorien "Best Original Score" på scenen, da deres nomineringer gerne præsenteres i forbindelse med en omgang moderne dans i stedet for en fremførelse af de nominerede.
Florence Welch og de øvrige kunstnere kan opleves live søndag 27. februar på TV2 Film.