Nyhed

Arcade Fire-dokumentar vises i Cinemateket

Arrangementet Friday Late Night i Cinemateket viser dokumentarfilmen "Miroir Noir" om tilblivelsen af "Neon Bible"

Den sidste fredag i hver måned afholder Cinemateket i København deres Friday Late Night-arrangement, hvor du kan se koncertoptagelser, dokumentar- og spillefilm, der omhandler rock- og popmusik i alle afskygninger. Den sidste fredag i februar vises filmen "Miroir Noir", der følger Arcade Fire i forbindelse med tilblivelsen af deres andet album "Neon Bible" fra 2007.

Albummet fik intet mindre end seks stjerner af GAFFAs anmelder Lars Löbner Jeppesen, som bl.a. skrev:

"Vi er knap nok kommet i gang med det Herrens år 2007, og vi har muligvis allerede fundet årets album".


Forudsigelsen kom til at holde stik, og albummet blev valgt til året udenlandske album, da GAFFAs skribenter i slutningen af 2007 gjorde status over året der gik.

Filmen "Miroir Noir", som er instrueret af Vincent Morrisset og som udkom på dvd i Danmark i 2009, dokumenterer alle facetter af det canadiske bands indspilning af "Neon Bible". Derudover bliver seeren taget med op på og bag scenen, såvel som ned blandt publikum, og filmen giver et indblik i, hvilke mulige og umulige steder bandet ynder at holde koncerter - f.eks. elevatorer. Sidst, men ikke mindst er det værd at nævne, at vi kommer med ind i den kirke, hvor "Neon Bible" blev indspillet. 

Filmen vises fredag den 25. februar klokken 21:45 i Cinemateket i København. Efter filmen er baren åben, og som altid vil en dj vende plader.


ANNONCE