x

Betting On The Mouse tager på forårsturné

Betting On The Mouse tager på forårsturné

Betting On The Mouse udgav deres anmelderroste debut-ep "BOTM" i sidste måned, og i denne måned tager gruppens så ud for at spille en række jobs, hvor de varmer op for forskellige danske bands.

Her vil man kunne høre materiale fra debutudgivelsen, som GAFFAs anmelder Pelle Sonne Lohmann gav fire stjerner og følgende ord med på vejen: 

"Der er blevet kælet for den smukt episke "Desert Of Wasted Plans", den labert henslængte "Reach Me" og den hidsigt flænsende "Sleeping", således at de alle besidder noget særligt og mindeværdigt, der er med til at tegne band såvel som de enkelte skæringer."

Betting On The Mouse, der består af frontkvinden Martha Marie Skou (sangerinde, pianist og sangskriver), Sune Rodt (guitarist), Xian Foo (trommeslager) og Jonathan Aardestrup (bassist), vil løbende føje flere datoer til den planlagte turné alt imens bandet vil arbejde videre på det materiale, der skal udgøre deres fulde debutalbum.

Den kommende turné starter den 12. februar, og koncerterne er en kombination af support-jobs for Giana Factory og Chimes & Bells samt forskellige dobbeltkoncerter med henholdsvis Coco Moon og One Year From Home.

Betting On The Mouse kan opleves på følgende datoer:

12. februar - Forbrændingen, Albertslund/Support for Giana Factory - køb billetter via GAFFA Live
17. februar - Paletten, Viborg/Support for Giana Factory - køb billetter via GAFFA Live.

3. marts - Studenterhuset, Århus v/Coco Moon
10. marts - Stengade, København v/One Year From Home
24. marts - Gimle, Roskilde /Support for Chimes & Bells - køb billetter via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA