Nyhed

Aloe Blacc skifter spillested

Koncerten med den amerikanske rapper og sanger opgraderes nu til Store Vega

Der er rift om billetterne til koncerten i København med Aloe Blacc, og derfor flyttes den annoncerede koncert nu fra Lille til Store Vega. Datoen fastholdes dog, så det fortsat er 18. april, man kan opleve rapperen og sangeren i København.

På sit første album eksperimenterede Aloe Blacc med en lang række genrer, men med albummet "Good Things" har sangeren holdt sig til soulgenren. Det ser ud til at have givet pote for Blacc, der til april lægger vejen både forbi Århus og København.

Herhjemme er Blacc fortsat nok bedst kendt for at have sunget på "The Sound Of Swing" med The Kenneth Bager Experience, men i hjemlandet har han også haft succes med sangen "I Need A Dollar", der anvendes som titelmelodi til den amerikanske tv-serie "How To Make It In America".


Den er med garanti på programmet, når Aloe Blacc giver koncert 17. april på Voxhall og 18. april i Store Vega. Billetsalget til begge koncerter er i fuld gang, og har man allerede sikret sig billetter til den oprindeligt annoncererede koncert i Lille Vega, kan de naturligvis også bruges til koncerten i Store Vega.

Billetter til begge koncerter kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE