For 26. år i træk afholdes det danske DMC DJ mesterskab, og for 2. år i træk skal en ny nordisk DMC mester kåres i København
Lørdag den 11. juni 2011 bliver det danske DMC DJ mesterskab afholdt i Vega for 26. gang. Ved samme lejlighed skal der, for 2. år i træk, kåres en ny nordisk DMC-vinder.
Kampen om den nordiske titel står i år mellem den nye danske mester, der kåres på aftenen den 11. juni, og DJ ALX fra Sverige og DJ Handy Andy fra Norge. Sidste år vandt danske DJ Graded det nordiske mesterskab. Han forsvarer sin titel fra 2010, og har mulighed for at vinde det danske mesterskab for 3. år i træk.
Første officielle danske DJ mester var DJ Cutfather i 1986. Cutfather er i dag mest kendt fra sine musikproduktioner af store udenlandske artister, men er for øjeblikket også én af de tre dommere i årets X-Factor. Andre tidligere danske mestre er bl.a. X-Factor dommeren fra 2010 DJ Soulshock, Turkman Souljah (Outlandish), DJ Static m.fl.
Udover de forskellige kåringer byder aftenen på livemusik. Man kan blandt andet opleve den danske reggaegruppe Eagger & Stunn, der består af Kristoffer Sjelberg (Stunn Gunn) og Dwayne McFarlane (Eaggerman). DJ- og producer-duoen Dokkedal/Dixen, som er Simon Dokkedal (Den Sorte Skole) og Anders Dixen (Dixone/Khal Allan m.fl.), ligger også vejen forbi Vega den aften.
Desuden optræder Per Vers, Patrick B & Meller og DJ Noize (billedet). Sidstnævnte vandt verdensmesterskabet i 1996. Det kan dette års vinder af det danske mesterskab også komme ud for, idet vinderen repræsenterer Danmark ved verdensmesterskabet - det kommende DMC World DJ Championships i London, der afholdes i oktober.
Billetsalget er lige netop gået igang hos Billetlugen og Fona. Du kan også købe billetter via GAFFA Live.