Nyhed

Amsterdam Dance Event dag 3

Velkendt minimal techno er en lise for sjælen for en træt gammel mand

Tredie og sidste dag på festival.

Efter at have skiftevis turistet den om dagen og danset hele natten, var mine fødder ved at have fået nok. Og efter gårsdagens jagt byen rundt efter fest, var jeg nem at lokke til en enkel aften: Hele natten i selskab med det stilsikre selskab Areal. Festivallens eneste repræsentanter af den minimale Köln-lyd, der er ved at blive rigtig stor i Danmark.

Aftenen foregik på den mærkelige klub Desmet, der til daglig er et tv-studie. Det gjorde sig bemærket ved sin kvadratiske form, millioner af lamper og tykke lydabsorberende gardiner langs væggene. Stedet ville nok aldrig blive rigtig festligt, og med et halvtomt lokale og den for Amsterdam typisk lave lydstyrke, var det ikke nemt for tyskerne. De gæstede for nyligt Lab i København, og også dér viste Metope og Basteroid, hvor elegant techno kan gøres. De spiller med små armbevægelser, men med groovet så langt inde i sjælen, at det er umuligt at stå stille.


Enkelt, effektivt og smagfuldt. En forfriskende afslutning på en festival, der har ført mig igennem mange steder, genrer og kunstnere.
Og hotellet har strakt morgenmaden til klokken 12 i anledning af festivallen. Det er lige før, man kan nå den for en gangs skyld.



Amsterdam Dance Events hjemmeside

ANNONCE