Nordens største musikmagasin er med hele vejen, når der afvikles by:Larm 2011 i Oslo
I dagene 17.-19. februar kan borgerne i Oslo samt de mange tilrejsende stikke snablen i et sandt overflødighedshorn af ny musik fra Skandinavien, når Norges pendant til Spot Festival indtager byen.
Seminarer om dagen, livemusik om aftenen og masser af fester om natten - det er opskriften på festivalen by:Larm som starter torsdag 17. februar. Festivalen er først og fremmest samlende for det norske musikmiljø, men efterhånden er også de vigtigste nordiske aktører begyndt at valfarte til Oslo for at lave noget larm i byen.
Der er 160 koncerter fordelt på 20 indendørs scener i Oslo centrum. Under by:Larm uddeles desuden en række flidspræmier som for eksempel The Statoil Grant, der består af en check på 800.000 kroner, der tildeles et nyt norsk talent. I år har by:Larm selv indstiftet Nordic Music Price som en pendant til den engelske Mercury Music Price, og som et godt bud på en strategi om at samle nordisk musik og på den måde stå stærkere på verdensmarkedet.
Nordic Music Price gives til et album, som i sidste ende vælges af en international jury, og der er nomineret to danske udgivelser af henholdsvis Efterklang og Frisk Frugt, der er kommet med i det sidste felt på 12.
For flere danske bands er festivalen en vigtigt showcase for både koncert og plademarkedet for især Norge og festivalen er lokalt set også et tilløbsstykke for helt almindelige koncertgængere. I år er Danmark repræsenteret med artister som Frisk Frugt, Murder, Figurines og Fallulah.
GAFFA er nordisk mediepartner for by:Larm og vil i næste uge dække festivalen til GAFFAs netmedier i både Danmark og Sverige. Fredag 18. februar holder GAFFA desuden sin egen "VenueNight" på det hippe spillested Blå, hvor følgende navne, foruden GAFFA DJs, kan opleves: Frisk Frugt (DK), Tôg (N), The Concretes (S), Team Me (N) og Sleep Party People (DK).
Besøg bylarm.no for ydereligere info og billetkøb.