Nyhed

The Roots kommer!

The Roots giver koncert i Danmark 29. november 2004.

Med en blanding af live-instrumentering og klassiske hiphop-grooves har The Roots, siden debutalbummet "Organix" fra 1993, stået for en begavet, organisk og ikke mindst live-orienteret hiphop.

I 2002 bragede The Roots for alvor igennem den kommercielle lydmur med albummet "Phrenology". Succesen var godt hjulpet på vej af vokalisten Cody Chesnutt, der var med til at gøre nummeret "The Seed" til intet mindre end en P3-landeplage.

Med det nye udspil "Tipping Point" i bagagen er The Roots klar til at indtage Vega mandag den 29. november. The Roots bliver denne aften supportet af det danske soul/funk/hiphop-band Gypsies, tidligere kendt som Electric Gypsies.


The Roots live-optræden er kendt for at være blandt de bedste af slagsen, og koncerten på Vega i marts sidste år var i høj grad et eksempel på dette. Med bl.a. superliga-trommeslager Ahmir-Khalib "?uestlove" Thompson og oral-ekvilibristen Black Thought, som i øvrigt medvirker på det nye Nobody Beats The Beats-album, er der således lagt et solidt fundament for en musikalsk optur i Store Vega.

The Roots på Internettet


Vega

ANNONCE