x

Mike Skinner vil lave film efter The Streets

Mike Skinner vil lave film efter The Streets

The Streets alias Mike Skinner med gæster udgav sidste mandag sit femte album, "Computers And Blues", som Mike Skinner har udtalt bliver det sidste album, han kommer til at udgive under navnet The Streets. Albummet bliver fulgt op af en afskedsturné, som blandt andet bringer The Streets til den århusianske Northside Festival 11.-12. juni.

GAFFA har netop interviewet Mike Skinner, og her måtte vi stille det uundgåelige spørgsmål om, hvad Skinner nu vil fordrive tiden med. Og her afslører han, at han blandt andet vil arbejde med film.

Jeg prøver på ikke at stille dig spørgsmålet om, hvad der nu skal ske. Det spørger alle dig nok om.

– Jeg er ret begejstret for det, så jeg kan godt lide at tale om det. Jeg vil lave en film. Lige nu er der koncerterne, der venter. Det kommer til at tage hele året, og det bliver hårdt, så jeg vil ikke knække nakken på også at prøve på at være kreativ. Jeg vil bare spille koncerterne og se Sopranos og sådan set bare have det skægt. Jeg er virkelig begyndt at sætte pris på hvert et øjeblik med bandet. Jeg er ret mærket af det, følelsesmæssigt, så jeg vil bare nyde det her år, men vi er meget på med film for tiden.

Mike Skinner fortsætter:

– Vi har lavet en kortfilm for Computers And Blues, som ligger på YouTube. Den er jeg meget stolt af. Det er den af de der film, hvor man kan vælge sin egen historie. Dem er der nogle stykker af på YouTube for tiden, så det er en version af det. Men det ser rigtig smukt ud på en sær måde. Det er meget Streets. Vi vil lave ting på YouTube hele året, men vi har også et manuskript til en spillefilm. Kreativt set, så er det det eneste, jeg tænker på. Det er en thriller, der foregår på et hospital. Vi vil lave alting selv, og det bliver en ret konventionel film.

Læs et længere interview i GAFFA marts, der er på gaden 4. marts.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA