Nyhed

Big Boi til Roskilde

Rapperen får følgeskab af Janelle Monáe på dette års festival

Det er blevet onsdag og tid til den ugentlige opdatering fra Roskilde Festival. I denne uge tilføjes der to nye navne til plakaten i form af OutKast-rapperen Big Boi og r&b-sangerinden Janelle Monáe, der begge har debutplader med i bagagen.

Big Boi er dog ikke just ubekendt med at lave plader, men tidligere er de blevet udsendt sammen med André 3000 i OutKast. Men sidste år debuterede han med soloalbummet "Sir Lucious Left Foot: The Son Of Chico Dusty", hvor han dog får hjælp af navne som Jamie Foxx, Gucci Mane, George Clinton, Yelawolf og såmænd også Janelle Monáe.

De to har tidligere arbejdet sammen på Monáes debutplade "The ArchAndroid (Suites II and III)" ligeledes fra 2010. Her medvirkede Big Boi på sangen "Tightrope" og er krediteret som executive producer, og til sommer skal begge navne så optræde på Roskilde Festival.


Big Boi er en erfaren performer og Monáe har tidligere modtaget stor ros for sine koncerter blandt andet på festivalen SXSW, hvor den energiske sangerinde blev kaldt et kryds mellem James Brown og Eartha Kitt. Koncerten på Roskilde bliver hendes første i Danmark, og koncerten med Big Boi bliver hans første på Roskilde.

Festivalen er i denne uge repræsenteret på den norske branchefestival by:Larm, og derfor kan man forvente, at der senere på ugen vil blive offentliggjort nogle norske navne til den danske festivals program.

De to nye navne tilføjes et program med PJ Harvey, Iron Maiden, Kings Of Leon, L.O.C., De Eneste To og mange andre til Roskilde Festival 2011, der afvikles i dagene 30. juni til 3. juli. Billetter kan købes via GAFFA Live.


ANNONCE