Nyhed

Foo Fighters sætter udgivelsesdato

Bandet er desuden aktuelle med en ny video til sangen "White Limo", hvor Lemmy medvirker

Koncertaktuelle Foo Fighters barsler med nyt til april, hvor man vil kunne investere i albummet "Wasting Light". Albummet er produceret af Nirvana-produceren Butch Vig og markerer gruppens udvidelse fra kvartet til kvintet med tilføjelsen af den hjemvendte guitarist Pat Smear.

Den tidligere Germs-guitarist spillede som liveguitarist for Nirvana og trådte senere til i Foo Fighters, hvor han spillede live og medvirkede på albummet "The Colour And The Shape". Han forlod dog bandet i 1997 og har siden da gendannet The Germs og været med til at lave en film om bandet. Han begyndte at optræde med Foo Fighters igen i 2007, og nu er han tilbage som fast medlem og spiller på samtlige numre på "Wasting Light".

Resultatet udsender 11. april, og inden da vil bandet være aktuelle med singlen "Rope", der kommer til marts. Men indtil da kan man more sig med videoen til sangen "White Limo", hvor Foo Fighters optræder sammen med Lemmy fra Motörhead og Dave Grohls kone, Jordyn Blum.


Foo Fighters kan opleves live på Refshaleøen 21. juni sammen med The Gaslight Anthem og Biffy Clyro.

Se videoen til "White Limo" her:


ANNONCE