x

Agnes Obel og Efterklang nomineret til ny europæisk albumpris

Agnes Obel og Efterklang nomineret til ny europæisk albumpris

Sammenslutningen af europæiske uafhængige pladeselskaber, Impala, uddeler en pris for bedste album udgivet i 2010 på et uafhængigt europæisk pladeselskab – uanset om kunstneren er europæisk eller ej. Danske Agnes Obel (billedet) og Efterklang er med i opløbet og er nomineret for henholdsvis "Philharmonics" og "Magic Chairs".  

Prisen "Independent Album of the Year", som uddeles for første gang, hylder europæiske uafhængige udgivelsers musikalske talent og mangfoldighed, og vinderen bliver valgt uafhængigt af salgstal og offentlig omtale. En jury bestående af Impala-bestyrelsesmedlemmer vælger vinderen baseret på musikalsk fortjeneste alene. 

Impala, der har eksisteret siden 2000, markerer 10 års jubilæum ved at uddele prisen, der ud over Agnes Obel og Efterklang har en liste på 19 nominerede. Heriblandt norske Bjørn Eidsvåg for albummet "Rundt Neste Sving" og svenske The Concretes for albummet "WYWH".

Den samlede liste over nominerede ses nedenfor, med angivelse af pladeselskab og henholdsvis kunstnerens og pladeselskabets hjemland. Som man kan se, har amerikanske The National og nigerianske Asa også sneget sig med i feltet.

- Aeroplane - We Can't Fly (Eskimo Recordings), Belgien (artist), Belgien (label)
- Arryan Path - Terra Incognita (Pitch Black Records), Cypern (artist), Cypern (label)
- Asa – Beautiful Imperfection (Naïve), Nigeria (artist), Frankrig (label)
- Bambi Molesters - As The Dark Wave Swells (Dancing Bear), Kroatien (artist), Kroatien (label)
- Delorean - Subiza (Mushroom Pillow), Spanien (artist), Spanien (label)
- Dubioza Kolektiv - 5 Do 12 (Menart), Bosnien (artist), Bosnien (label)
- Efterklang - Magic Chairs (Rumraket/4AD), Danmark (artist), Danmark/England (label)
- Bjørn Eidsvåg - Rundt Neste Sving (Petroleum Records), Norge (artist), Norge (label)
- El Guincho - Pop Negro (Young Turks), Spanien (artist), Storbritannien (label)
- Caro Emerald - Deleted scenes from the cutting room floor (Grand Mono), Holland (artist),
Holland (label)
- Feloche - La Vie Cajun (Ya Basta), Frankrig (artist), Frankrig (label)
- Field Music - Field Music (Measure) (Memphis Industries), Storbritannien (artist), Storbritannien (label)
- Irie Rock Trio - Kickout (CLS Music), Ungarn (artist), Ungarn (label)
- Junip - Fields (City Slang), Sverige (artist), Tyskland (label)
- Agnes Obel - Philharmonics (PIAS), Danmark (artist), Benelux/Storbritannien/Frankrig (label)
- Paleface - Helsinki Shangri-la (XO Records), Finland (artist), Finland (label)
- Skunk Anansie - Wonderlustre (V2 Benelux/earMUSIC), Storbritannien (artist), Benelux/Tyskland (label)
- The Concretes - WYWH (Licking Fingers), Sverige (artist), Sverige (label)
- The National - High Violet (4AD), USA (artist), Storbritannien (label)
- Underworld - Barking (Cooking Vinyl), Storbritannien (artist), Storbritiannien (label)
- Various - Nonplace - 10th Anniversary (Nonplace Records), Tyskland (artist), Tyskland (label)

Den 28. februar bliver det annonceret, hvem der er vinder af prisen.

Efterklangs "Magic Chairs" er også, som vi tidligere har omtalt, nomineret til "Nordic Music Prize", hvor vinderen offentliggøres i morgen ved by:Larm-festivalen i Oslo.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA