Nyhed

DR udnævner jury til Melodi Grand Prix

Bent Fabricius-Bjerre og Erann DD er blandt jurymedlemmerne, når Melodi Grand Prix afvikles i weekenden

Det er pianist og komponist Bent Fabricius-Bjerre, dj og radiovært Le Gammeltoft, sanger og sangskriver Erann DD, sangerinde og komponist Karen Rosenberg samt sanger og komponist Martin Brygmann, der sammen kommer til at udgøre den jury, der får 50 procent af stemmerne ved den indledende runde ved Dansk Melodi Grand Prix 2011.

De fem jurymedlemmer skal sammen med den danske befolkning, som har de øvrige 50 procent af stemmerne, bestemme, hvilke fire sange der går videre til semifinalen. I en pressemeddelelse siger underholdningschef Jan Lagermand Lundme:

"Bent Fabricius-Bjerre er en levende legende og kender til Grand Prix bedre end nogen anden. Le Gammeltoft er en af Danmarks førende dj's, har fingeren på pulsen og er utrolig dygtig til at forstå musikkens dybere lag. Mens Erann DD, Karen Rosenberg og Martin Brygmann alle er erfarne musikere og komponister med flere store hits i rygsækken. Sammen vil de kunne bidrage med en kompetent, professionel og nuanceret vurdering af årets ti grand prix-sange".

Ved semifinalen og finalen vil det udelukkende være danskernes sms-stemmer, der bestemmer, hvem der går videre og vinder Dansk Melodi Grand Prix 2011.

Allerede fra i dag kan man smuglytte til de sange, der skal dyste i Ballerup på lørdag. Hver dag offentliggøres to af sangene i deres fulde længde i P4-programmet "Madsen", der sendes mandag til torsdag mellem klokken 14 og 15 og fredag mellem klokken 14 og 16. Sangene vil blive offentliggjort i samme rækkefølge, som de optræder ved showet, og den ser ud som følger:

1. Anne Noa: 'Sleepless'
2. Jenny Berggren: 'Let your Heart be Mine'
3. Jeffrey: 'Drømmen'
4. Le Freak: '25 Hours a Day'
5. Sine: 'You'll Get Me Through'
6. Stine Kinck: 'Hvad hjertet lever af'
7. Lee Hutton: 'Hollywood Girl'
8. Christopher Brandt: 'Emma'
9. Kat & Justin Hopkins: 'Black and Blue'
10. A Friend in London: 'New Tomorrow'

Man kan høre også et 30 sekunders klip af alle sange på dr.dk/grandprix allerede i dag, og alle sange vil ligge i deres fulde længe på siden fra fredag den 25. februar.

Dansk Melodi Grand Prix 2011 sendes live på DR1 fra Ballerup Super Arena lørdag den 26. februar klokken 20.30.


ANNONCE