Nyhed

AC/DC udsender livealbum

Bandets første livealbum i fjorten år er lige på trapperne

Det er fjorten år siden AC/DC udsendte boksen "Bonfire", der indeholder liveoptagelser og andet godt med bandets tidligere sanger Bon Scott. Men nu er der nye liveoptagelser på vej optaget på Buenos Aires' River Plate Stadium under den overståede Black Ice World Tour.

Det er NME, der kan rapportere, at nuværende frontmand, Brian Johnson, har udtalt, at der er en ny cd/dvd-udgivelse på vej. Her vil man kunne se og høre optagelser fra bandets tre koncerter i Buenos Aires, hvor bandet spillede i december 2009.

Selvom det altså er noget tid siden, der sidst er kommet et livealbum fra gruppen, så skorter det dog ikke med optagelser med gruppen. Siden udgivelsen af "Bonfire" er der kommet tre dvd'er med liveoptagelser samt en director's cut version af "No Bull" fra 1996.


Men nu er den seneste turné altså også blevet dokumenteret, og resultatet forventes at blive udsendt om cirka to måneder.

ANNONCE