x

Ringo Starr til Randers

Ringo Starr til Randers

Annonceringen af en dansk koncert kom i denne uge op på Ringo Starrs officielle webside via en videomeddelelse, og nu kan vi så viderebringe information om dato og spillested. Beatles-trommeslageren lægger nemlig vejen forbi Værket i Randers 12. juni.

Ringo Starr har kun spillet i Danmark to gange tidligere, hvilket var til udendørs festivalkoncerter i henholdsvis 1992 og 1998. Da The Beatles gav deres eneste koncert i Danmark i 1964, var Ringo Starr nemlig syg, men nu er han som 70-årig klar til at indtage en dansk koncertsal for første gang i karrieren.

Selvom Ringo som sangskriver aldrig kommer ud af Lennon/McCartney-skyggen, så har han særdeles mange soloplader bag sig, hvor den mest populære formodentlig er "Ringo" fra 1973. Her finder man coverversionen af "You're Sixteen", der ganske som kollaborationen med George Harrison "Photograph" gik nummer et på den amerikanske singlehitliste.

Siden 1989 har Ringo turneret med His All-Starr Band, der har inkluderet kendte navne som Joe Walsh (Eagles), Dr. John, Nils Lofgren (E Street Band), Levon Helm (The Band), Todd Rungren, John Entwhisle (The Who), Jack Bruce (Cream), Peter Frampton, Ian Hunter (Mott The Hoople), Howard Jones, Richard Marx og sønnen Zak Starkey. Seneste udgave af bandet består udover Ringo af Richard Page, Rick Derringer, Wally Palmar, Edgar Winter, Gary Wright og Gregg Bissonette.

Koncerten vil blive afviklet i Værkets Store Sal med plads til 1000 siddende publikummer.

Ringo Starr kan opleves i Randers 12. juni, og billetsalget begynder tirsdag den 1. marts kl. 11.00. Billetterne koster mellem kr. 797,- og 497,- for nummererede siddepladser. Billetterne kan købes på 89 13 51 10 og www.vaerket.dk.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA