Nyhed

Midt Om Natten kommer på Blu-Ray

Filmklassikeren er blevet restaureret og sendes til marts ud i en ny HD-udgave

Erik Ballings filmklassiker "Midt Om Natten" er blevet nyscannet i digital HD, renset og repareret, og udsendes i den nye udgave på Blu-Ray til marts til et gensyn med makkerparret Erik Clausen og Kim Larsen.

Filmen er fra 1984 og handler om nogle unge hjemløse fra Nørrebro, heriblandt Benny (Kim Larsen) og Arnold (Erik Clausen), der har besat en bygning i København. Politikeren Kaj Buhmann (Poul Bundgaard) kræver lov og orden overholdt og forlanger huset rømmet ved politiets hjælp. Den veltalende Arnold får først talt politiet ud af gaden, men de vender talstærkt tilbage om natten, hvor BZ'erne barrikaderer sig, og politiet derfor må bruge vold for at skaffe sig adgang til lejlighederne.

Filmen blev en kæmpe succes, og med hele 922.923 solgte billetter er filmen den 7. mest sete danske film nogensinde. Og takket være Kim Larsens fantastiske og Robert-vindende filmsoundtrack – der stadig holder pladsen som det bedst sælgende album i Danmark nogensinde – er "Midt Om Natten" at betegne som en dansk klassiker.

I 1984 havde den ene hovedrolleindehaver, Kim Larsen, allerede gennemlevet et årti som rockstjerne med Gasolin' og var efterfølgende sprunget ud som solokunstner. "Midt Om Natten" bød på hans første store filmrolle, og selvom skuespillet ikke fejlede noget, valgte han efterfølgende at koncentrere sig næsten udelukkende om musikken.


"Midt Om Natten" er derfor det eneste samarbejde mellem Erik Clausen og Kim Larsen som skuespillere. Men som henholdsvis instruktør og komponist fortsatte de to parløbet med stor succes på både "Mig Og Mama Mia" (1989) og "De Frigjorte" (1993) samt de nylige succeser "Ledsaget Udgang" (2007) og "Frihed På Prøve" (2010).

Den digitale HD-restaurering af "Midt Om Natten" er et eksempel på Nordisk Films erklærede målsætning om at bevare og videreføre den omfattende, danske filmarv på de nyeste formater. Således blev "Midt Om Natten" udgivet på DVD i 2003 og har altså allerede nu, syv år senere, gennemgået et omfattende og kostbart restaureringsarbejde for at blive gjort tilgængelig på Blu-ray også.

"Midt Om Natten" udgives på Blu-ray den 8. marts.

ANNONCE