Nyhed

Jon Nørgaard er tilbage som solist

Den tidligere Popstars-vinder udsender senere i år sit tredje soloalbum

Det er seks år siden Jon sidst har udsendt et album, men i 2010 tog han de første skridt tilbage via to kollaborationer, og i 2011 kan man se frem til både en ny single og også et nyt album. Første udslip fra albummet bliver sangen "Dine Øjne".

Selvom det er lang tid siden Jon var aktuel med albummet "Today Is A Good Day (To Fall In Love)", kunne man sidste år høre ham sammen med Kato på singlen "Turn The Lights Off" som gik nummer 2 på den samlede skandinaviske dancechart, solgte til platin i både Danmark og Sverige og lå i toppen af hitlisterne i flere andre lande inklusive Rusland, hvor den nappede førstepladsen på den russiske dancechart.

Sangeren var også aktuel med singlen "Champion", der blev til i samarbejde med rapperen Clemens. Også den var et hit, og sangen gik direkte ind som nummer 1 på singlesalgslisten juleaften. Med en succesfuld tyvstart er Jon nu klar til igen at fokusere på sin egen solokarriere, og første skridt tages med singlen "Dine Øjne", der udsendes 7. marts.


Efter at have hittet på engelsk med sange som "Right Here Next to You" og "Popstar", ser det nu ud til at Jon vil holde sig til modersmålet, som han gjorde det på sangen "Lidt Endnu", der udkom i 2007 i forbindelse med dokumentarfilmen "Solo", der omhandlede sangerens problemer med håndtere den succes, som kom efter at han havde vundet Popstars i 2002.

Hvor Jon tidligere har overladt sangskrivningen til navne som Søren Rasted, Robyn og Remee, så har han selv både skrevet den kommende single og været involveret i produktionen.

Det forventes at det kommende album vil ligge klar til efteråret.


ANNONCE