x

Danske opkomlinge hitter udenlands

Danske opkomlinge hitter udenlands

Til trods for at The Royal Highness faktisk er danske, så er de endnu en forholdsvis ubekendt størrelse herhjemme. Til gengæld har de fået hul igennem til udlandet.

Kun to måneder efter, at bandet blev dannet, indspillede de tre bandmedlemmer Dennis Kasten, Thomas Broge-Starck og Mads Valther syv numre, og det er disse numre, der nu har vakt opmærksomhed i både USA og Australien. Rockbandet har således allerede turnéer i støbeskeen i begge disse lande, og i USA har bl.a. radiopromotoren og dj’en Nicole Haldeman været med til at skabe interesse omkring bandets musik, der har fået airplay på flere forskellige radiostationer.

The Royal Highness har netop indgået en samarbejdsaftale med alle de store digitale distributører såsom Napster, iTunes, Musicmatch osv., og inden for den nærmeste fremtid skulle de syv indspillede numre altså kunne downloades fra disse sites.

Inden bandet farer udenlands, vil der blive nogle enkelte muligheder for at opleve dem live herhjemme. Første koncert på programmet bliver på Loppen d. 10. november.


Se bandets hjemmeside her!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA