Nyhed

Veto spiller i KB Hallen

Der er udsolgt i Store Vega til april, og derfor sætter Veto nu en efterårskoncert op i KB Hallen

Veto sætter i slutningen af marts gang i en forårsturné, der rammer seks danske byer. Der har længe været udsolgt til den annoncerede koncert 1. april i Store Vega, hvilket har fået bandet til at planlægge endnu en aften i København, hvor de vil præsentere materialet fra albummet "Everything Is Amplified". Det vil ske i KB Hallen 8. oktober.

Bandets tredje album lander i butikkerne mandag 28. februar, og udgivelsen følges en måned senere op med en turné, der starter på Train i Århus. Inden da har bandet dog en stribe koncerter planlagt, hvor den første er en udsolgt release party-koncert i aften 25. februar i Stærekassen i København.

Til marts går turen så til USA, hvor gruppen har fire koncerter på tapeten til festivalen SXSW i Austin, Texas, inden det igen handler om danske koncerter. Der er lige nu ikke offentliggjort koncerter for sommeren, men mon ikke de fem gutter vil lægge vejen forbi en festival eller to, inden de igen til oktober kan opleves indendørs.


Her ligger det i hvert fald fast, at bandet vil gå på scenen 8. oktober i KB Hallen, og billetsalget til den koncerter starter mandag 28. februar klokken 10.00.

Programmet for foråret for Veto er som følger:

24. marts 2011: Train, Aarhus
25. marts 2011: Tobakken, Esbjerg
26. marts 2011: Gimle, Roskilde

31. marts 2011: Posten, Odense
01. april 2011: Store Vega, København
02. april 2011: Skråen, Aalborg


ANNONCE