Ny guide kigger sociale musiksider efter i sømmene

Ny guide kigger sociale musiksider efter i sømmene

Myspace, Facebook og Bandcamp. Det skorter efterhånden ikke på tjenester til at promovere sit musikalske hjerteblod i cyberspace - men hvor kommer man som udøvende musiker i grunden bedst ud til flest mulige ører?

Det spørgsmål har Promus, Produktionscentret for rytmisk musik i Århus, forsøgt at afklare. I samarbejde med firmaet Musikfinder.dk har Promus testet internettets vigtigste musiktjenester ved at oprette en profil, uploade musik og angive plusser og minusser ved brugen af hver enkel af dem.

Blandt de bedst vurderede er - måske ikke overrraskende - det allerstedsnærværende Facebook, som eksempelvis får beskrivelsen "stedet du skal være" med på vejen, mens det tidligere så vitale Myspace må tage til takke med følgende vurdering:

"Alt tyder på, at Myspace har udspillet sin rolle som førende af de online musiksider; de har fyret næsten halvdelen af deres medarbejdere og har "sovet i timen", mens andre sider har videreudviklet sig. Deres "nye" Beta-version er fyldt med fejl og er langsom. Dårligt spamfilter."

Den fulde oversigt kan ses på Promus' hjemmeside, hvor også danske musiktjenester som Bandbase har været under lup.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA