x

Nelly Furtado beklager Gadaffi-koncert

Nelly Furtado beklager Gadaffi-koncert

Libyens leder Muammar Gadaffi fordømmes i disse dage over hele verden for sin brutale fremfærd mod demonstranterne i landet.

Nu har den canadiske sangerinde Nelly Furdato også været ude at tage afstand fra Gadaffi. På sin Twitter-profil fortæller hun, at hun i 2007 modtog en hyre på 1 million dollar – cirka 5,4 millioner kroner – for 45 minutters koncert for Gadaffi-familien på et hotel i Italien.

Furtado skriver videre, at hun vil donere pengene. Til hvad uddyber hun dog ikke, men man må formode, at der er tale om et velgørende formål.

Gadaffi kom til magten ved et statskup i 1969 og har siden regeret Libyen med hård hånd og har blandt andet været sat i forbindelse med støtte til terrorbevægelser rundt om i verden i 70'erne, 80'erne og 90'erne.

I 00'erne var forholdet mellem Gadaffi og vesten dog under en vis opblødning, blandt andet efter at Libyen havde indrømmet ansvaret for terrorbombningen af et amerikansk fly over den skotske by Lockerbie i 1988, hvor 270 personer omkom, og siden har betalt erstatning til ofrene. I 2008 var den amerikanske udenrigsminister Condoleezza Rice på statsbesøg i Libyen, det første besøg fra en amerikansk udenrigsminister siden 1953.

I forbindelse med de seneste dagens uroligheder er Gadaffi imidlertid igen blevet fordømt verden over, blandt andet af Barack Obama, EU og FN's sikkerhedsråd.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA