Nyhed

Danmarks Smukkeste Festival lancerer ny upcoming-festival

Under navnet Live Camp får det danske vækstlag sin helt egen festival, hvor publikum bestemmer programmet

Efter i en årrække at have sørget for sceneplads til upcoming-bands i form af talentkonkurrencen Starfighters er Danmarks Smukkeste Festival klar med et nyt initiativ, som skal sætte fokus på den hjemlige talentmasse.

Tiltaget hedder Live Camp og afløser netop Starfighters, som festivalarrangørerne efter godt ti år har besluttet sig for at nedlægge. I praksis bliver der tale om en to-dages festival i juni måned, hvor spirende bands og solister får mulighed for at spille foran et større publikum.

Hvor stor tilhørerskaren bliver, er det imidlertid op til det enkelte band at sørge for. Jo flere billetter de får solgt til Live Camp, jo større honorar får gruppen nemlig også for at spille.

I alt tyve talenter fra vækstlaget er der plads til ved upcoming-festivalen, og ifølge talsmand for Danmarks Smukkeste Festival, Poul Martin Bonde, er det helt og holdent publikum, som afgør, hvem der spiller til arrangementet:

– Når man køber billet til Live Camp, skal man angive, hvem af de tilmeldte bands, man gerne vil se på festivalen. De bands, som får flest stemmer, kommer til at spille, opridser Poul Martin Bonde.

Foreløbig har omkring tyve navne tilmeldt sig puljen, hvorfra de mest efterspurgte musiktalenter altså udvælges af publikum. Der er dog stadig mulighed for at komme i betragtning til festivalen via Live Camps hjemmeside.

– Vi satser på at offentliggøre de første bands til Live Camp i begyndelsen af maj, og indtil da kan man via en hitliste på vores hjemmeside se, hvem der ligger til at komme med på festivalen, siger Poul Martin Bonde.

Live Camp finder sted 3. og 4. juni og afholdes på Danmarks Smukkeste Festivals nye plads, Kærlig Heden, hvor publikum også har mulighed for at overnatte i telt omkring scenen – og altså opleve den hjemlige talentmasse i professionelle festivalrammer.

Yderligere info om Live Camp kan findes her.


ANNONCE