Nyhed

WhoMadeWho har to plader i støbeskeen

De dansable københavnere slipper både et fuldlængde- og et mini-album i løbet af 2011 – og giver tre forårskoncerter

Produktiviteten fejler bestemt ikke noget hos københavnske WhoMadeWho, som angiveligt barsler med hele to udgivelser i det indeværende år: Et minialbum og et fuldlængde ditto.

Mandag 11. april ser i første omgang det otte numre lange "Knee Deep" dagens lys, og ifølge Who Made Who-guitarist Jeppe Kjeldberg har den ellers så udadvendte trio malet med en mørkere pensel end tidligere.

På albummet vil man blandt kunne finde singlen "Every Minute Alone", som WhoMadeWho også luftede live på P3 i forbindelse med dette års Landsindsamling, ligesom dedikerede fans vil kunne hjemføre sig en begrænset vinyl-udgave af "Knee Deep", hvor kollegaerne i Spleen United og Michael Meyer har remixet hvert sit nummer.

Senere på året, nærmere bestemt til efteråret, skulle næste plade så ligge klar i butikkerne, og denne gang er der tale om et fuldlængde-udspil, som får følgende karakteristik med på vejen af bandet: "Mere hit-orienteret og organisk lydende." Første single fra det endnu unavngivne album forventes at blive sluppet i løbet af sensommeren.

WhoMadeWho giver desuden tre danske koncerter hen over foråret. Datoerne er som følger:

21. april - Kolding, Pitstop
22. april - Århus, Train
23. april - København, Lille Vega


Billetter til koncerterne kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE