Den sidste ep i duoens "The Schwarzschild Solution"-trilogi udkommer til april og bliver fulgt op med forårsturné
Jonas Kenton og Silas Moldenhawer aka Kenton Slash Demon udgiver i næste måned den tredje og sidste ep i deres "The Schwarzschild Solution"-trilogi på Tartelet Records. Den nye ep har fået titlen "Daemon".
Duoens nye udspil er gæstet af hele to vokalister. Nikolaj Vonsild, der sammen med Jonas Kenton og Silas Moldenhawer til daglig udgør ¾ af When Saints Go Machine, leverer leadvokalen på "Daemon". Desuden står Jon Philpot, som er kendt fra Brooklyn-bandet Bear In Heaven, bag korsamplet på ep'en.
"Daemon" indeholder foruden det originale mix af nummeret også et epic remix og en dub-version. Det er svenske Axel Boman, der er kendt som manden bag sidste års klubhit "Purple Drank", der står bag de to remixes. Epic remixet udkommer udelukkende på vinyl, mens dub- versionen udkommer som vinyl og i digital form.
Trilogiens tidligere skæringer "Sun" og "Matter" har fået opmærksomhed i flere sammenhænge. De er bl.a. anerkendt af internationale elektroniske artister såsom DJ Koze, Hot Chip, Michael Mayer og DOP. Desuden er "Sun" udvalgt til at være en af de bedste elektroniske udgivelser i 2010 hos iTunes Europa og nomineret til en Danish DJ Award som årets upfront udgivelse.
For at afrunde trilogiens sidste udgivelse spiller Kenton Slash Demon i april på tre danske spillesteder med deres livesæt, som både vil indeholde materiale fra "The Schwarzchild Solution", deres tidligere udgivelser samt dele af nyt og endnu ikke udgivet materiale.
Udlandet vil også komme til at nyde godt af duoens livesæt, idet de tager på en international klubturné, som starter på natklubben Watergate i Berlin den 2. april. Der vil bliveoffentliggjort flere datoer på bandets myspace- og hjemmeside.
De danske koncertdatoer er som følger:
Den 7. april – Train, Århus/m. Fritz Kalkbrenner (D) – køb billetter via GAFFA Live.
Den 29. april – Lille Vega, København/m. Taragana Pyjarama (DK) + CHLLNGR (US) – køb billetter via GAFFA Live.
Den 30. april – Studenterhuset, Aalborg/m. Beat Torrent (FR) - køb billetter via GAFFA Live.
"Deamon" udkommer som 12" vinyl den 21. marts og som digital download den 4. april.