De Skinnetynde Brødre har været en tur i støvlelandet og skriver hjem fra landevejen
PowerSolo alias brødrene Kim "Kix" og Bo "Atomic Child" Hjorth Jeppesen udsendte i sidste måned deres femte album, "Buzz Human". Albummet følger de meget snart op med en Danmarksturné med premiere på Studenterhuset i Aalborg i morgen 3. marts, men allerede i sidste uge var de en tur på landevejen i Italien for at give en håndfuld koncerter.
PowerSolo er nu hjemme igen, og de har skrevet en turnédagbog fra deres oplevelser i Italien, som du kan læse i GAFFAs særlige sektion for turnédagbøger.
Ud over at spille fem koncerter fik PowerSolo tid til at besøge den historiske racerbane Monza, ligesom de har aflagt Ferrari-museet et visit. Undervejs var der mange gode oplevelser, men også et par nedture. Kim Kix blev syg, og så var PowerSolo udsat for denne oplevese i byen Modena. Bo "Atomic Child" Hjorth Jeppesen skriver:
"Vi ankommer til spillestedet, og her kommer den første prøvelse. Vi kan ikke komme ind på stedet, og trods to forskellige tlf.-numre til stedet svarede ingen. Der skal et opkald til vores booker til for at få en dør åbnet. Folk er dog meget venlige på stedet. Der er dog ingen catering, blot 5 pakker kiks. Det holder sgu ikke. Promotoren dukker senere op og viser sig at være en halvsur mand der tydeligvis er i den forkerte branche. Jeg småsludrer lidt med ham, men kan ikke hive det store info ud af ham. Vi står til at spille kvart i midnat, så meget ved vi!
Vi bliver fulgt på restaurant og får endnu et rigtig godt måltid, tortelli, risotto og forskellige slags kød. Alt sammen godt, efterfulgt af en kaffe og en citronella. Kim har det elendigt, og vi beslutter herefter at tage tilbage på spillestedet for at hente hans medicin og så køre på hotellet. Da vi kommer tilbage på stedet er der låst af og alt lys indenfor er slukket - vi prøver forgæves at banke på dørene, men der er ingen. Tilbage i bilen og af sted til restauranten vi kom fra.
Jeg går ind og finder Bruno, som promotoren hedder, han sidder ved langbord sammen med resten af folkene fra spillestedet. Jeg undskylder for afbrydelsen og forklarer ham at der ingen er på venue og at vi gerne vil ind og hente vores sager. Han kigger op på mig, tydeligt irriteret og slår ud med armene og siger: jeg kom allerede kl 19.30, og jeg får først mad nu (da dette sker er klokken 21.00) og desuden bliver stedet først åbnet kl. 23.00. Jeg svarer ham at jeg beklager mange gange at skulle forstyrre ham i sit måltid, men at vi ikke vidste at stedet ville blive låst af og forladt, og han kunne have fortalt at dette ville ske. Han er nu rigtig muggen og siger blot at det kan han ikke gøre noget ved. Et par af bartenderne rejser sig dog op og gør mine til at følge med.
Vi hopper i bilen og bliver endelig lukket ind på stedet. Mit pis er i kog og jeg forventer mig allerede det værste for aftenen og afregning når den tid kommer. Jeg har mødt disse typer en del gange før, og man lærer efterhånden hurtigt at skelne de gode fra dem der vil en det værste, eller bare hader deres hverv og synes de har haft en lang dag fordi de først mødte ind 1 ½ time efter bandet gjorde og ikke kan overskue at åbne deres mund og sige goddag på ordentlig manér. Livet er for kort til den slags mennesker."
Læs alle dagbøgerne i GAFFAs sektion for turnédagbøger.
