Nyhed

De Eneste To laver musikfilm

"Østjylland Dreaming" er titlen på en ny musikfilm, der skildrer det musikalske og tekstlige univers på duoens debutplade

De Eneste To, aka Peter Sommer og Simon Kvamm, tog i august måned 2010 rundt på de østjyske landeveje sammen med et kamerahold og instruktøren Michael Noer. Det er der kommet en 15 minutter lang musikfilm ud af, der bærer titlen "Østjylland Dreaming", og som har premiere midt i marts i Ry Bio i Østjylland.

Michael Noer har fået frie hænder til at fortolke sange, musik og tekster på De Eneste Tos selvbetitlede debutalbum, der udkom i oktober sidste år. Instruktøren har i den forbindelse skabt en række tableauer, som han har samlet i "Østjylland Dreaming". Han fortæller om arbejdet:

"Jeg ville gerne lave en musikfilm, som hvis Jørgen Leth var blevet i Århus. En kærlighedserklæring til Jylland, et fast blik og store bryster. Blod og villaveje. Fotografen Casper Dalhoff og jeg var fra starten fast besluttet på at filmen skulle have et dokumentarisk udtryk, at vi ville filme mennesker i deres egne omgivelser, indfange dem så vidt muligt, helt naturligt, en af dem endda helt au naturel. (…) Det er ikke en historie du skal se, det er en musikfilm."


De Eneste To måtte kun synge, være til stede og beskue under optagelserne. De måtte heller ikke dømme, interagere eller ændre ved noget. 

"Filmen handler umiddelbart ikke så meget om os. Men om de tilrettelagte filtre vi, og vel egentlig en del mennesker, ser omgivelserne igennem. I det her tilfælde kunne man kalde dem vores sanges forskellige grundplanstegninger, ud fra hvilke Michael Noer har opbygget sine underligt virkelige hverdagstableauer. Nogle af idéerne er tyste og egentligt uforløste. Andre er spekulerende, ekspanderende til det drømmende. Enkelte er voldsomt selvsikre og pumpende af liv og lyst. (…) Alle sammen rummer en tone af NOGET, der har noget i klemme... Ikke en speciel østjysk grundtone. Men også vores grundtone skildret af en ven fra Esbjerg, der hedder Michael Noer", fortæller De Eneste To om filmprojektet.

"Østjylland Dreaming" vises hele fem gange på en og samme dag. Det er kun biografen Ry Bio i den lille østjyske by Ry, der har sagt ja til at være premierebiograf. Desuden har den lokale pølsemand lovet at rulle op foran biografen, og der vil være mulighed for at nyde en afkølet øl.


Filmen har premiere den 16. marts, hvor den vil blive vist 5 gange fra kl. 17.00 og hver time frem til kl. 21.00.

Hver forestilling præsenteres af de medvirkende i filmen, og efter filmen spiller De Eneste To tre sange for publikum. 

Der er gratis adgang til alle forestillinger, og billetterne kan bestilles via Ry biografs online bestilling.


ANNONCE